Råvarer og valutakurser koster på bundlinjen hos Grundfos
Første halvår af 2018 bød på en vækst i omsætningen hos Grundfos på 5,1 pct., og dermed endte den samlede omsætning på 12,8 mia. kr.
Resultat før renter og skat (ebit) endte på 964 mio. kr. mod 1,085 mia. kr. i tilsvarende periode i 2017.
Ifølge Grundfos var koncernens organiske salgsvækst målt i lokal valuta på hele 9,5 pct. At bundlinjen ikke er fulgt med op tilskrives stigende råvarepriser, valutaudsving og et fortsat højt kommercielt aktivitetsniveau for at vinde vækst og markedsandele.
Kina, USA, Storbritannien og Tyskland er blandt de vigtige markeder, der leverer solid vækst, men langt de fleste markeder udvikler sig positivt for Grundfos. En høj vækst i serviceforretningen bidrager også til den samlede præstation, hvilket er en vigtig del af koncernstrategien.
- Vi er begejstrede for vores stærke organiske salgsvækst, men vores ebit for første halvår har været negativt påvirket af valutakursudsving og kraftigt stigende råvarepriser. Trods dette marginpres har vi valgt at holde fast i vores målrettede indsats for at vinde globale markedsandele. Og vi holder fortsat fuld damp på strategieksekveringen med investeringer i vores digitale transformation, serviceforretningen og en række andre vigtige initiativer, siger koncernchef Mads Nipper.
mio. kr. | 1. halvår 2018 | 1. halvår 2017 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 12.841 | 12.219 |
Resultat før skat og renter (ebit) | 964 | 1.085 |
Periodens resultat | 709 | 816 |
Balancesum | 27.188 | 25.013 |
Egenkapital | 14.796 | 14.249 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2018 |