23948sdkhjf

Gibotech starter datterselskab med samarbejdspartner

Et mere end vellykket projekt henover sommeren blev startskuddet til et endnu tættere samarbejde mellem Gibotech og Sanovo Technology Group

Der har været livlig trafik på tværs af Datavej henover sommeren, hvor begge virksomheder har været flittige gæster hos hinanden under udviklingen af en ny robotcelle til Sanovos pakkeanlæg.

Men der har været meget mere på spil end robotcellen, der blev færdig på bare fire uger. De to naboer har nemlig i den grad udnyttet de fordele, der er i at ligge side om side i Odense.

Sammen har de nu startet virksomheden Sanovo Technology Robotics A/S.

Vil være verdens største
Og det er ikke en hvilken som helst koncern, der nu kaster sig i ind robotternes verden sammen med Gibotech. Udover at være en del af familien Stadils Thornico-koncern, er Sanovo Technology Group en af verdens største leverandører af maskiner og udstyr til håndtering af æg og æggeprodukter.

Med den nye virksomhedskonstruktion bliver Sanovo Technology Robotics eneleverandør til Sanovo Technology Group og skal udvikle automations- og robotløsninger til koncernens forskellige forretningsområder.

Og målet er enkelt; at blive verdens førende leverandør af robotløsninger til æggeindustrien.

- Vi er verdens førende indenfor vort felt og det vil vi nu udvide til også at gælde automatisering med robotter og AGV-systemer. Vi tror på, at samarbejdet med Gibotech kombineret med vores store viden omkring markedet og det at bygge komplette proceslinjer vil gøre os stærke sammen, udtaler CEO Michael Midskov fra Sanovo Technology Group.

Bliver i byen
De to virksomheder har haft et godt øje til hinanden, lige siden Gibotech flyttede ind på Datavej i 2016. Sanovo Technology Group har ambitiøse målsætninger i forhold til automatisering inden for koncernens forretningsområder, og begge virksomheder ser klare fordele i at udnytte de synergier, der blandt andet ligger i at have adresse lige ved siden af hinanden.

Og Sanovo Technology Robotics kommer naturligvis også til at ligge på Datavej. Den nye organisation flytter nemlig fysisk ind under samme tag som Gibotech i nummer 15.

- Det betyder meget for begge virksomheder, at det nye selskab får base ved Gibotech, så den innovative og udviklende tankegang, som danner baggrund for vor dagligdag med hensyn til udvikling af robotceller, forankres i det nye selskab. Vi er jo specialister indenfor dette felt, og det skal masseres ind i det nye selskab, siger CEO for Gibotech, Henrik Anker.

Brug for flere folk
Udover at skabe synergi mellem de to nabovirksomheder vil oprettelsen af det nye selskab også få positive konsekvenser for beskæftigelsen i Odense.

Da Sanovo Technology Robotics er en selvstændig organisation, er der brug for flere forskellige kompetencer, og man kommer til at mangle både projektledere, konstruktører, programmører og montører.  

- Det er klart, at når vi opretter en helt ny virksomhed, så skal der flere folk til. Og selvom vi starter med at flytte både et par Gibotech- og Sanovo-folk over i Sanovo Technology Robotics, så er der også behov for nye folk. Så hvis der sidder nogen derude, der synes, det kunne være interessant at være med til at bygge den nye virksomhed op, så hold øje med vores stillingsopslag, lyder opfordringen fra Henrik Anker, som udover Gibotech også bliver CEO for det nye robotselskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094