Nu skal Dansk Autoværn producere altaner
Dansk Autoværn har fået en ordre på produktion og montage af 210 altaner. Det skriver Midtjyllands Avis.
Ordren er et resultat af en målrettet satsning fra virksomheden, hvor den traditionelle produktion af autoværn skal udvides til også at omfatte stålkonstruktioner til byggeriet.
- Det har vist sig nemt for os at gå ind på det marked, fordi vi arbejder med de samme kvalitetsnormer og kravspecifikationer på stålløsningerne til vejene. Samtidig har vi det rigtige leverandørnet, og derudover har vi kunder fra vejbyggerierne, som også arbejder med andre byggerier og dermed er med til at hjælpe os ind på markedet, siger administrerende direktør Ulrik Toft Marcussen til Midtjyllands Avis.
Ifølge Dansk Autoværns hjemmeside er det entreprenøvirksomheden Jorton, som Dansk Autoværn også samarbejder med inden for sit kerneområde, der har afgivet ordren.
Det drejer sig om nedrivningsprojektet Skovbærparken i Haderslev, hvor 342 lejligheder bliver til 210 samt 35 rækkehuse.
Urover de 210 stålaltaner skal Dansk Autoværn og levere tilhørende rækværk og bærende søjler samt montage. Leverancen sker over de næste to år.