23948sdkhjf

DI: Uden flere udlændinge kan opsving gå i stå

Det økonomiske opsving kan stoppe uden mere udenlandsk arbejdskraft, mener DI's underdirektør, Steen Nielsen

Dansk Industri frygter, at opsvinget kan gå i stå, hvis virksomheder ikke kan hyre flere udlændinge.

Det siger underdirektør i DI, Steen Nielsen, som er arbejdsmarkedspolitisk chef.

- Det er absolut en risiko. Når virksomhederne ikke kan finde medarbejderne til at udføre opgaverne, så bliver de tvunget til at sige nej tak til nye ordrer og tage opgaver ind, siger Steen Nielsen.

- Og dermed får vi en lavere vækst, end vi ellers kunne have haft.

Onsdag fremlægger regeringen sit udspil. Ifølge Jyllands-Posten skal udlændinge fra 12 lande uden for EU lettere kunne få arbejde i Danmark.

Regeringen vil sænke minimumsgrænsen for, hvor meget udlændinge fra disse 12 lande skal have i løn. Grænsen skal ifølge avisen sænkes fra omkring 418.000 kr. til 330.000 kr.

DI glæder sig over udspillet.

- Det er en rigtig god idé at prøve at hente flere udenlandske medarbejdere til Danmark. Det har vi i høj grad brug for. Nu er der gode jobmuligheder for ledige danskere. De har rigtig gode chancer for at komme i job, siger Steen Nielsen.

- Men vi har også brug for at hente udenlandske medarbejdere hertil.

I de 12 lande har Danmark mange investeringer, ligesom de investerer meget her. Det gælder USA, Indien og Kina, som leverer knap 60 pct. af de cirka 6.000 udlændinge, som i 2016 arbejdede på beløbsordningen.

Singapore, Australien, Canada, Japan, Brasilien, Malaysia, Thailand, Mexico og Rusland er også på listen.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil ikke sænke beløbsgrænsen.

Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen, beder parterne enes.

- Jeg opfordrer til, at man laver et nationalt kompromis. Mellem os som arbejdsgivere, fagbevægelsen og de toneangivende partier, deriblandt S, siger Brian Mikkelsen.

- Hvis vi ikke skal risikere, at velfærdssamfundet kollapser, fordi virksomhederne ikke kan få nok arbejdskraft, så er der brug for at åbne for udenlandsk arbejdskraft.

Beløbsordningen betyder, at en udlænding skal have en årsløn på mindst 417.794 kr. for at få arbejdstilladelse. I 2016 var grænsen 375.000 kr., men S, DF og SF har hævet mindstelønnen udenom regeringen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094