23948sdkhjf

De skal teste i Østerild og Høvsøre

DTU har nu fundet de selskaber, der skal udnytte de fire nye pladser i vindmølletestcentrene

Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der driver de nationale testcentre for store vindmøller i Østerild og Høvsøre, har netop afsluttet udbudsrunden af nye testpladser, der er resultatet af Folketingets beslutning om flere testfaciliteter i Danmark.

DTU havde udbudt fire nye testpladser og genudlejning af en eksisterende standplads i Høvsøre.

Der har igennem hele udbudsprocessen været en stor interesse, og DTU modtog i alt 11 bud.  

- Alle bud var særdeles kvalificerede og indeholdte relevante og spændende, teknologiske bud på forsknings- og testaktiviteter på centrene, og vi beklager, at vi ikke har kunnet imødekomme alle de kvalificerede ansøgere. Det lover godt for fremtiden og kan være med til at sikre, at Danmark fortsat vil være i fronten på globalt plan, når vi taler om forskning og udvikling af vindteknologien, siger viceinstitutdirektør på DTU Vindenergi, Peter Hjuler Jensen 

International interesse
De to nye teststande på Østerild går til Siemens Gamesa Renewable Energy og Envision Energy. De to nye pladser i Høvsøre er gået til GE Renewable Energy og Siemens Gamesa Renewable Energy. Vestas har vundet udbuddet af den eksisterende stand i Høvsøre.

For administrerende direktør i Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg, er den internationale interesse godt nyt.

- De unikke danske testfaciliteter tiltrækker en række udenlandske vindmølleproducenter som GE, Nordex og Envision. At de foretager storskalatest i Danmark, er rigtig godt for aktørerne i den danske vindindustri, der på den måde får en endnu bedre adgang til de store globale vindmølleproducenter, siger han i en pressemeddelelse.

Det kommer dog bag på ham, at der tikkede hele 11 bud ind i løbet af udbudsrunden.

- Det er overraskende, at efterspørgslen har være så stor. Det understreger vigtigheden af, at vi i Danmark løbende sikrer, at der er adgang til testpladser, og at der er nok af dem. Dette er et afgørende element i at fastholde virksomhedernes investeringer i Danmark, siger Jan Hylleberg.

Samlet set betyder udvidelserne, at de danske testfaciliteter udvides fra 12 til 16 pladser, der nu besættes af aktører fra hele verden.

Om de to testcentre
  • Tidligere på året besluttede Folketingets partier at udvide de to testcentre i henholdsvis Østerild og Høvsøre.
  • I juli blev udbuddet vedrørende to nye standpladser i Østerild, to nye standpladser i Høvsøre og genudlejning af én eksisterende standplads i Høvsøre offentliggjort med deadline for at afgive tilbud den 19. september 2018.
  • Den 28. september 2018 fik budgiverne besked om resultatet af udbudsrunden.
  • Efter udvidelsen af testcentrene vil der været syv standpladser i Høvsøre, der drives og udlejes af DTU. På Testcenter Østerild er der i alt ni standpladser, hvoraf DTU udlejer de fem, mens Siemens Gamesa Renewable Energy og Vestas Wind Systems ejer hver to standpladser.
  • I fremtiden vil de ni teststande i Østerild være fordelt således: 1) EDF Energies Nouvelles, 2) Vestas Wind Systems, 3) Vestas Wind Systems, 4) Vestas Wind Systems, 5) Envision Energy, 6) Siemens Gamesa Renewable Energy, 7) Siemens Gamesa Renewable Energy, 8) Siemens Gamesa Renewable Energy, 9), Envision Energy
  • I fremtiden vil de syv teststande i Høvsøre være fordelt således: 1) Vestas Wind Systems, 2) Vestas Wind Systems, 3) Siemens Gamesa Renewable Energy, 4) Nordex Energy, 5) Siemens Gamesa Renewable Energy, 6) Siemens Gamesa Renewable Energy, 7) GE Renewable Energy.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.191