Nyt samarbejde: Møllefabrikanter peger på elementer, der kan standardiseres
Det er den verdensførende trio Vestas, Siemens Gamesa og MHI Vestas, der i samarbejde med forskningsplatformen Megavind, nu lancerer en "hot or not"-liste over elementer eller processer, der kan standardiseres for på den måde at nedbringe Levelized Cost of Energy (LCoE), skriver Megawatt/Nyt.
Wind Energy Denmark 2018 Konferencen og udstillingen Wind Energy Denmark samler årligt den danske og internationale vindindustri og forskningsverden til diskussioner om innovation, teknologiudvikling og tættere samarbejde mellem den akademiske verden og industrien. I år afholdes Wind Energy Denmark i Hedensted hos Skagen Blade Technology, hvor mere end 35 sessioner bliver afholdt med over 100 talere. |
Grundtanken med udspillet fra de tre mølleproducenter er, at leverandører skal bidrage til udviklingen og dermed også vinde på, at et givent element eller proces standardiseres.
Det kom frem på førstedagen af Wind Energy Denmark 2018, der afholdes af Vindmølleindustrien.
- Baggrunden for vores ønske om samarbejde og mere standardisering er, at prisen skal falde, men også at kvaliteten af komponenter eller systemer skal stige, sagde Per Hessellund Lauritsen, formand for Megavind og research manager i Siemens Gamesa. Han blev sekunderet af Agnar Gudmundsson, der er senior specialist i Vestas.
- Det er vigtigt for os, at standardiseringen kommer alle til gode. Det skal være en fælles indsats mellem mølleproducenter, leverandører og store stakeholders. Målsætningen er, at brugen af standarderne skal være gavnlig for flest mulige. Den juridiske aftale mellem os (mølleproducenter, red.) betyder, at ingen af os kan tage patent på de standarder, der udvikles. Derfor er samarbejdet tæt på at være open source, og uden et bredt samarbejde vil det ikke blive en succes, sagde Agner Gudmundsson og understregede, at et hold af jurister har brugt tre måneder på at sikre, at samarbejdet ikke overtræder de europæiske konkurrenceregler.
Starter i det små
Der er en lang række elementer i og omkring en vindmølle, som kan standardiseres. Blandt Vestas, Siemens Gamesa og MHI Vestas er der dog enighed om, at man skal starte med at gennemføre mindre standardiseringsprojekter.
- Grundlæggende er standardisering i vindmølleindustrien umoden, og indtil nu er der kun gennemført få standardiseringsprojekter, der har ledt til et slutresultat, der kan bruges på tværs af industrien. Af hensyn til os tre nye samarbejdspartnere og Megavind, er det vigtigt, at vi starter ud småt og får en række små succeser, som vi kan udvikle til større standardiseringssucceser i fremtiden, sagde Torben Hvid Larsen, CTO i MHI Vestas Offshore Wind, og refererede til flyindustrien som en branche, der er lykkedes med storskala standardisering.
Blandt de elementer, som fremadrettet kan standardiseres – på hot-listen – er blandt andet fundamentdesign, substations og de kabler, der forbinder vindmøller med hinanden. På not-listen er elementer som nacellen, vinger og selve installationen, altså områder, hvor mølleproducenterne er i direkte konkurrence med hinanden.
I samarbejdets ånd var publikum naturligvis indbudt til at kommentere på oplægget fra de tre store mølleproducenter. Et af de mere kritiske spørgsmål kom fra en leverandør, som frygtede, at en standardiseret løsning lettere vil kunne kopieres af konkurrerende virksomheder i et lavtlønsland.
- For os (Liftra, red.) er vi vandt til, at kunderne allerede i dag tager derhen, hvor de får varer produceret billigst. Det er ikke nyt. Men hvis vi som leverandør kan få stillet nogle standardiserede rammer til rådighed, som tre møllefabrikanter er enige om, så giver det os mulighed for at bruge ekstra kræfter på udvikling og samtidig sælge til tre forskellige virksomheder. Det er en måde for os at konkurrere mod Kina, sagde Per Fenger, CEO for Liftra, der udvikler og producerer løftegrej.
Kilde: Vindmølleindustrien/MegawattNyt