23948sdkhjf

Det lysner hos DanSteel

På trods af et mindre underskud erklærer DanSteels ledelse sig tilfreds med 2010. I 2011 forventes atter sorte tal på bundlinjen.
2010 endte med et lille underskud på den primære drift på 8 mio. kr. Det er dog ensbetydende med en forbedring på hele 157 mio. kr. sammenlignet med 2009.

- Isoleret set er resultatet ikke tilfredsstillende, men når finanskrisen og de deraf følgende markedsforhold inddrages i det samlede billede, så må vi anse resultatet for 2010 for at være tilfredsstillende, lød konklusionen på bestyrelsesmødet i DanSteel den 29. april, hvor regnskabet for 2010 blev godkendt.

Mindre fremgang end forventet
Den nordsjællandske stålvirksomhed har i 2010 oplevet en langt mindre fremgang i efterspørgslen end forventet ved årets begyndelse, og som følge heraf er den voldsomme priskonkurrence som kendetegnede hele stålmarkedet i 2009 fortsat gennem 2010.

Først sidst på året har der været en stigning i både efterspørgslen på stålplader og i prisniveauet. På råvaresiden har der derimod gennem året været kraftigt stigende priser på slabs (råstål), hvilket har sat rentabiliteten under kraftigt pres.

- Den opadgående tendens i markedet er en af indikatorerne på et positivt resultat i det kommende år. En anden er, at DanSteel A/S nu begynder at se resultaterne af de senere års bevidste satsning på højkvalitetsstål, såsom kedelstål og offshore kvaliteter, samt på at etablere en stærk position på havvindmøllemarkedet, som er en niche med relativt få konkurrenter. Dette segment har dog stadig været påvirket af manglen på finansiering, skriver DanSteel i en pressemeddelelse.

Forventer overskud i 2011
På trods af årets regnskabsresultat holder Frederiksværk-virksomheden fast i strategien og de deraf følgende investeringer i produktionsapparatet. I 2010 blev det til investeringer på samlet 63 mio. kr.

Ydermere har DanSteel i 2011 igangsat investeringer i en ny stærkere og bredere valsestol, som forventes afsluttet i anden halvdel af 2012. Denne investering, som samlet set udgør ca. 750 mio. kr., vil være kraftigt medvirkende til fortsat at forbedre virksomhedens konkurrenceevne.

Forventningerne til 2011 er, sammenlignet med 2010, positive, og DanSteels ledelse forventer et positivt resultat af den primære drift i størrelsesordenen 20–25 mio. kr. som følge af større salg og stigende markedspriser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096