Ny indsats skal bringe blockchains på banen i dansk erhvervsliv
Der tales meget om blockchains i disse år. Funktionalitet, potentiale, nye forretningsmodeller og egentlig implementering. Men danske erfaringer på området er få.
- Blockchainteknologien er relativt uprøvet i en bred erhvervsmæssig sammenhæng, selv om det er en spændende teknologi, der spås stort erhvervsmæssigt potentiale. Med en ny temaindkaldelse vil vi gøre det muligt for dansk erhvervsliv at teste nogle af de muligheder og perspektiver af, som teknologien kan føre med sig. På den måde ruster vi erhvervsledere til at tage nye teknologier til sig og måske endda få en first mover-fordel i international sammenhæng, siger Mads Lebech, der er administrerende direktør i Industriens Fond.
Hvad er blockchain? Blockchainen fungerer i praksis som en hovedbog (”ledger”), der deles af flere parter, eksempelvis virksomhedsejere, regnskabs-medarbejdere, revisorer, kunder og underleverandører. Alle med adgang til bogen kan kun tilføje data, hvis de forinden har fået godkendt tilføjelsen af et flertal af de øvrige deltagere. Det er således vanskeligt at slette eller ændre eksisterende poster, med mindre resten af deltagerne opnår konsensus herom. Data kan i princippet bestå af alt: en transaktion, regnskabstal, billeder af et produkt, et patent, en kontrakt, lydfiler, sensordata, afgivne stemmer til et valg med videre. Læs mere i et baggrundsnotat udarbejder af Industriens Fond. |
Hvorfor lige blockchainteknologien?
Blockchains kan blandt andet bruges til at sikre kvaliteten og håndteringen af varer i en værdikæde, og potentielt minimere fejl, spild, bureaukrati og svindel. Det styrker konkurrenceevnen. Deling af data i en blockchain kan desuden skabe afsæt for udvikling af nye typer af relationer mellem virksomheder, kunder og myndigheder.
- Blockchainteknologien vil påvirke en række brancher markant. Men vi ved ikke nok om, hvordan teknologien spiller sammen med andre digitale teknologier, som for eksempel kunstig intelligens, automatisering, internet of things og 3D-print, siger Mads Lebech om behovet for en temaindkaldelse på blockchainområdet.
Nye projektidéer efterspørges
Internationalt er blockchainteknologien da også højt på agendaen, og udviklingen går stærkt. Med den nye temaindkaldelse efterspørger Industriens Fond nye projektidéer og ønsker dermed at bidrage til, at dansk erhvervsliv får bedre forudsætninger for at kunne vurdere teknologiens potentialer og identificere, hvor den kan være værdiskabende for konkurrenceevnen.
- Det er vigtigt, at Danmark er med helt fremme i udviklingen. Ikke mindst fordi en lang række af Danmarks erhvervsstyrker er kendetegnet ved at udvikle løsninger, der kombinerer kvalitet, bæredygtighed, digitalisering, brugerinvolvering og sikkerhed – parametre, hvor blockchain kan finde anvendelse. Men også fordi at Danmark allerede har gode forudsætninger i kraft af stærke forskningsmiljøer og et dynamisk økosystem af blockchain-startups, siger Mads Lebech.
Gennem temaindkaldelsen efterspørges konkrete projektforslag og nye initiativer, der kan give virksomheder et bedre kendskab til, og betingelser for at arbejde med blockchainteknologien i partnerskab med andre virksomheder og aktører. Formålet med temaindkaldelsen er således at øge kendskabet til blockchainteknologien og dens anvendelsesmuligheder, samt at opnå en højere grad af indsigt i, hvordan teknologien kan skabe værdi og styrke konkurrenceevnen.