23948sdkhjf

Metallet og maskinerne trak i Laura

Brobygning i folkeskolen såede spiren til Laura Olesens drøm om smedefaget. Nu er hun udlært som EUX-smed på EUC Lillebælt

21-årige Laura Olesen fra Fredericia afsluttede i december 2018 sin svendeprøve som EUX-smed på EUC Lillebælt med et flot 10-tal. Til februar kan hun for alvor kalde sig svend, udlært hos virksomheden Kemp & Lauritzen i Fredericia. Her vil hun arbejde indtil august, hvor hun har planer om at rejse over til sin far, der bor i USA.

Allerede i folkeskolen fandt Laura ud af, at hun ville være smed.

- Det hele startede i 7. eller 8. klasse, hvor vi skulle i brobygning. Jeg og en veninde er ikke så gode til det med at sidde stille i skolen, så hun valgte at tage i brobygning som tømrer og jeg som smed, og det gjorde vi faktisk alle tre gange, vi skulle i brobygning. Da jeg startede i 10. klasse hørte jeg for første gang om EUX-smed og tænkte, at det var det, jeg skulle. For så kunne jeg få begge ting på én gang - en studentereksamen og en erhvervsuddannelse, siger hun.

Da Laura fortalte sine forældre, at hun var fast besluttet på at blive smed, blev de meget skeptiske.

- Jeg tror, min far tænkte, at hans lille pige ikke skulle være smed, og min mor troede, at jeg skulle være sygeplejerske. Men de ved begge to godt, at jeg er meget stædig. Jo mere skeptiske de blev, jo mere opsat på at blive smed blev jeg, fortæller hun og griner.

- Det hjalp dog, da jeg fortalte, at jeg ville tage uddannelsen som EUX-smed, for så vidste de, at jeg også fik en studentereksamen, og i dag er de mega stolte af mig, fordi jeg klarer mig så godt.

For at blive smed skulle Laura ud og finde en læreplads.

- Jeg kendte ikke nogen virksomheder, der manglede en lærling. Så jeg spurgte én af mine undervisere på skolen, om han ikke kunne hjælpe, for han kendte en masse. Han anbefalede mig til en, han kendte hos Kemp & Lauritzen, hvor jeg hurtigt kunne starte, og næsten med det samme fik jeg skrevet under på kontrakten. For mig var det nemt at finde en læreplads, og det er helt naturligt for mig at arbejde der, siger hun.

God værkstedshumor
Inden Laura for alvor startede på sin uddannelse som smed, blev hun spurgt flere gange af familien, om hun var klar til at blive behandlet anderledes i den mandsdominerede verden, hun var på vej ind i.

- I min familie er der rigtig mange håndværkere, så jeg er vant til at blive talt til med lidt værkstedshumor. Og så er jeg god til at give igen.

Bekymringerne fra familiens side mødte hun ikke hos vennerne.

- De syntes bare, det var fedt, at jeg ville være smed. De reagerede som om, at det hele tiden havde været meningen og som om, at det ikke kunne være anderledes, siger hun og trækker på skuldrene.

Familiens bekymringer viste sig at være helt unødvendige, da hun startede hos Kemp & Lauritzen.

- Jeg bliver behandlet ligesom alle mine andre kolleger. Jeg bliver måske endda forkælet lidt. Jeg bliver kørt af mine kolleger både til og fra arbejde, og så hjælper de med at løfte tunge ting. Til gengæld bager jeg kage til os engang imellem, og det kan de godt lide.

Den næsten obligatoriske værkstedshumor, der følger med, hvis man er håndværker, findes også blandt Laura og hendes kolleger.

- De siger altid, at jeg skal sige til, hvis de går over min grænse, men det har ikke været nødvendigt endnu, og jeg har været der i snart tre år. Når der skal fejes eller ryddes op i værkstedet, kan de eksempelvis godt finde på at sige, at det er mig, der skal gøre det, fordi jeg er kvinde. Men så siger jeg bare et eller andet igen. På den måde går vi og siger lidt pjat til hinanden, siger hun med et smil på læben.

Fremtidens muligheder
Laura påpeger, at det bedste ved hendes uddannelse er, at hun kan søge ind på et utal af videregående uddannelser - både som student og som smed.

- Jeg har rigtig mange muligheder at vælge imellem i fremtiden. Derfor er jeg virkelig glad for, at jeg valgte at tage en EUX-smed. Man tjener rigtig gode penge som smed, både som lærling og som svend, men jeg vil helt sikkert gerne læse videre til noget andet en dag, hvad det skal være, ved jeg ikke endnu, siger hun.

Når Laura rejser til USA til sommer, er hendes plan at holde et sabbatår.

- Jeg vil måske gerne arbejde som smed derovre. Der skulle være ret gode jobmuligheder for smede, men det kan også være, at jeg kommer til at lave noget helt andet. Lige nu er jeg bare rigtig glad for mit arbejde, min arbejdsplads og mine kolleger - de behandler mig så godt, siger hun. Oline

Artiklen er en del af temaet Jern & Maskinindustrien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.133