23948sdkhjf

Migatronic lander største overskud siden finanskrisen

Migatronic-koncernen, som omfatter moderselskabet Migatronic A/S, datterselskabet Migatronic Automation A/S samt en række udenlandske salgsdatterselskaber, kom ud af 2018 med det bedste resultat siden 2007.

Omsætningsvæksten var på forventede 5 pct. og landede på 330,4 mio. kr., mens resultatet før skat steg med 43 pct. til 15,0 mio. kr.

- Vi er glade for at kunne aflægge endnu et positivt regnskab, der indfrier de fremsatte forventninger i forhold til både omsætning og indtjening. Trods hård konkurrence både lokalt og internationalt har vores produktgrupper klaret sig godt i 2018, og vi har oplevet fremgang i hovedparten af vores europæiske salgsdatterselskaber og på en række importørmarkeder. Vi er derfor overbeviste om, at både vores organisation og produktportefølje er i rigtig god form, forklarer administrerende direktør Niels Jørn Jakobsen i en pressemeddelelse.

Koncernens primære forretningsområder omfatter manuel svejsning og tilbehør, automatiserede svejseløsninger samt service – og særligt markedet for svejseautomation er i vækst i disse år. Det afspejler sig også i regnskabet, hvor salget af både mindre standardiserede svejseautomatiseringsløsninger samt store kundetilpassede automationsanlæg fra Migatronic Automation gik markant frem.

- Efterspørgslen efter vores standardiserede automationsløsning CoWelder, som er en fleksibel svejseløsning til omskiftelig produktion, har været stærkt stigende det seneste år, og vi er i den grad lykkedes med at ramme et behov hos de mange små og mellemstore produktionsvirksomheder, der måske ikke tidligere har haft automatisering i overvejelserne. I 2018 har vi udvidet paletten af standardiserede svejseautomatiseringsløsninger yderligere, og vi har derfor fortsat store forventninger til markedet inden for mindre kollaborative svejserobotter, fortæller Niels Jørn Jakobsen, og fortsætter:

- Migatronic Automation har samtidig oplevet en markant udvikling i ordretilgangen på større automationsprojekter, og selskabet har i 2018 øget sin omsætning med intet mindre end 35 pct., og resultatet er blevet væsentligt forbedret i forhold til året før. Det tegner derfor godt for Migatronic Automation, som har oplevet en markant fremgang siden andet halvår af 2017.

I 2018 investerede Migatronic cirka 8 mio. kr. i produktudvikling, hvilket er i tråd med de seneste års høje investeringsniveau:

- Vores mål er at drive udviklingen inden for svejseteknologi, og det kræver løbende investeringer. De har dog allerede givet solide afkast, og det kommer blandt andet til udtryk i det forspring, vi har opbygget i forhold til mange af vores konkurrenter inden for små standardiserede svejseautomatiseringsløsninger, hvor CoWelder’en fremstår som det lysende eksempel. Generelt er vi i dag mere fokuserede på software end hardware, når det kommer til udvikling og optimering af svejseløsninger – og derfor forventer vi yderligere vækst i fremtiden, slutter Niels Jørn Jakobsen.

I 2019 forventer Migatronic-koncernen en omsætningsvækst på 4-8 pct. samt et resultat før skat på 13-18 mio. kr.

Svejsemaskinfabrikken Migatronic A/S
mio. kr. 2018 2017
Nettoomsætning 330,4 314,7
Resultat af primær drift 17,1 12,2
Resultat før skat 15,0 10,5
Årets resultat 9,6 7,8
Balancesum 224,9 224,4
Egenkapital 137,9 131,4
Antal ansatte 289 306
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079