174 nye ansatte på et år – robotmilliarderne ruller ind
Den største af de fynske robotvirksomheder, Universal Robots, har stadig gang i væksten, selvom sidste års salg med en stigning i dollar på 38 pct. ikke levede helt op til forventningerne. Til gengæld er antallet af ansatte vokset voldsomt med 100 nye medarbejdere alene i Odense og 74 uden for landets grænser. Det viser virksomhedens regnskab, der blev offentliggjort fredag aften.
Allerede i januar kom det frem, at Universal Robots salg ikke levede op til forventningerne. Det skete, da amerikanske Teradyne, der ejer både Universal og Mir, offentliggjorde koncernens regnskab.
- Inden for Industrial Automation var Universal Robots’ helårsvækst på 38 pct., omend stærk, lavere end forventet hovedsageligt på grund af faldende efterspørgsel i Kina og bilindustrien, skrev Teradyne på daværende tidspunkt.
Forventer fortsat vækst
Nu viser tallene i Universal Robots´ regnskab, at stigningen på de 38 pct. medfører en omsætning på lige knap 1,5 mia. kr., mens årets resultat steg fra 175 mio. kr. i 2017 til 221 mio. kr.
Af ledelsesberetningen fremgår det, at Universal Robots forventer at fortsætte den kraftige vækst i 2019, hvor der forventes en stigning i salget på mellem 30 og 40 pct. Og ifølge administrerende direktør Jürgen von Hollen har virksomheden alle forudsætninger for at vokse yderligere de kommende år.
- Vi har potentialet til at vokse til en milliardomsætning i dollar. Vi er markedsleder for kollaborative robotter i verden, og vi har den bedste teknologi, og der er masser af virksomheder, der vil have gavn af vores robotter. Vi er stadig kun ved at bygge markedet op, sagde Jürgen von Hollen i forbindelse med Teradynes regnskabspræsentation.
mio. kr. | 2017 | 2018 |
---|---|---|
Omsætning | 1.479 | 1.125 |
Driftsresultat | 288 | 231 |
Resultat før skat | 287 | 224 |
Årets resultat | 221 | 175 |
Balancesum | 823 | 534 |
Egenkapital | 453 | 247 |
Gns. antal ansatte | 489 | 315 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018. |