Han har givet robotten en million præcise positioner
En lille metalskive og et elektronisk kredsløb. Det er hvad det lille produkt består af. Men funktionen er imponerende.
Metalskive og elektronik udgør nemlig en encoder, og den kan bestemme den vinkel, som et led i en robot står i. Helt præcist.
Inden for cirklens 360 grader kan encoderen identificere en million punkter. Dermed kan encoderen give en robot en fremragende præcision.
Slovenske RLS’ encodere bruges blandt andet i Universal Robots robotter.
38-årige Aljaz Ogrin er opfinderen af den lille magnetiske encoder, som er blevet et af RLS’ bedst sælgende produkter. Han startede udviklingen af produktet i 2006, da han var 26 år. Fem år senere kom den på markedet.
Vi møder Aljaz Ogrin på den internationale robotkonference Expert Days i Odense for nylig.
Høj vækst
RLS har ligesom andre robotvirksomheder udviklet sig med stor hast.
- Vi har flyttet til større lokaler fire gange, og nu er vi 210 medarbejdere. Til maj åbner vi en ny produktionsbygning, fortæller han.
Den kraftige udvikling har også ført til, at britiske Renishaw har købt halvdelen af virksomheden.
Lille størrelse
Ud over den store præcision, så har Aljaz’ encoder en anden stor fordel. Den fylder og vejer meget lidt. Det betyder meget, når man udvikler små, hurtige robotter.
RLS er meget fokuseret på fortsat at udvikle sine produkter. I mange tilfælde bliver nye variationer af encodere udviklet i tæt samarbejde med kunderne. RLS laver for eksempel også meget små encodere til robotgribere. Aljaz Ogrin viser en encoder, der kun er 5 millimeter i diameter.
Omkring 30 pct. af firmaets omsætning bliver brugt til forskning og udvikling i nye produkter.
- Robotmarkedet er et hurtigt voksende marked, så vi bliver nødt til at skubbe på for at forblive fremme blandt de bedste, siger Aljaz Ogrin.
Europa søger kvalitet
RLS sælger encodere til såvel europæiske som kinesiske robotbyggere.
Der er en væsentlig forskel mellem de to markeder, har Aljaz Ogrin bemærket.
- Det kinesiske marked har lave priser. De kan godt tolerere lavere kvalitet. Mens europæerne for det meste går efter den højeste ydelse og kvalitet, siger han.