Kallesoe Machinery udvider for 14. gang
Fredag holdt Kallesoe Machinery rejsegilde på en 2.500 kvadratmeter stor udvidelse af fabrikken i Lem – og der er faktisk tale om den største udvidelse i virksomhedens historie. Der skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Baggrunden er kraftig vækst, og alene i 2019 forventer den vestjyske maskinproducent at vokse 30 pct.
Samtidig fylder maskinerne også mere.
- Vores opgaver bliver større og større i omfang. Vi er gået fra at lave dele af en produktionslinje til at lave en komplet linje, siger administrerende direktør Bjarne Andersen til Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Kallesoe Machinery leverer maskiner til energi- og træindustrierne, og specielt sidstnævnte maskiner er vokset i størrelse, men også ordremæssigt, da specielt limtræ ifølge Bjarne Andersen er et efterspurgt byggemateriale for øjeblikket. Det betyder, at Kallesoe Machinery lige nu får ordrer fra hele verden på netop maskiner til presning af laminater.
Det nye byggeri skal efter planen være klar til brug 1. juli.
Originalartikel: https://dbrs.dk/artikel/kallesoe-fejrer-50-%C3%A5r-med-stor-udvidelse