23948sdkhjf

Overraskende interesse for plads på Østerild

Fristen for at aflevere en ansøgning om en plads på det ny testcenter i Østerild er først den 20. juli. Alligevel kan Risø DTU, der er driftsansvarlig på projektet, allerede nu konstatere, at der har været en betydelig interesse for at få en plads.
Fristen for at stille tekniske spørgsmål udløb ifølge tidsplanen fredag den 1. juli, og driftsansvarlig på testcentret i Østerild, Risø DTU, sidder netop nu og arbejder på at besvare de mange spørgsmål. Souschef for vindafdelingen på Risø DTU, Peter Hjuler Jensen, kan bekræfte, at der har været stor interesse.

- Ja, det har der. Vi har fået mange spørgsmål, og vi er nu ved at lægge sidste hånd på de spørgsmål, vi skal have besvaret, siger Peter Hjuler Jensen og forklarer, at fordi det er et meget omfattende udbud, tager det også sin tid at få de mange spørgsmål besvaret.

- Specielt når man tænker på, at der er interessenter fra hele verden, der undersøger muligheden for at få en prøveplads i Danmark.

Sidste frist for at søge om en af de tre pladser på testcentret er onsdag den 20. juli, og fordi udbuddet stadig er i gang, kan Peter Hjuler Jensen ikke røbe, hvor mange, der allerede har afleveret ansøgning.

- Det er første gang vi laver et samlet udbud internationalt (på både Høvsøre og det ny testcenter i Østerild, red.), hvor man rækker ud mod hele verden, og vi har da også mærket interessen fra mange forskellige lande, fortæller Peter Hjuler Jensen.

KK-elektronik søger om plads på Østerild
Selvom brugerne af pladserne på testcentret på Østerild naturligt vil være producenter vil administrerende direktør hos leverandørvirksomheden kk-elektronik, Tommy Gundelund Jespersen godt afsløre, at de vil lægge billet ind på en af pladserne.

- Vi har brug for at få testet vores nye styring, og vi har brug for en mølle for at kunne teste det. Så vi har lagt billet ind på en af pladserne sammen med en to-tre andre virksomheder, der har de samme behov, siger Tommy Gundelund Jespersen.

Netop samarbejdet mellem leverandørerne bliver af Tommy Gundelund Jespersen beskrevet som en af nøglerne til at bevare og styrke den særlige danske position på vindmøllemarkedet.

- Ved at samarbejde leverandørerne imellem, der kan vi lave noget unikt. Vi har hele værdikæden meget tæt på hinanden, så hvis vi kan få et samarbejde mellem leverandørerne til at spille, så kan vi få meget mere ud af det, end vi gør i dag.

Peter Hjuler Jensen lægger heller ikke skjul på, at Østerild er en hjørnesten for industriens videre udvikling.

- Med Østerild fortsætter vi med at kunne tilbyde afprøvning til de største og de nyeste møller i Danmark. Med etableringen af Østerild sikrer vi, at vi fortsat har en pallette, hvor vi kan afprøve møller op til 165 meter i total højde på Høvsøre og 250 meter på Østerild, og der er såmænd behov for begge dele. Fordi industrien bevæger sig i hele det område, siger Peter Hjuler Jensen, Risø DTU.

Ifølge tidsplanen er der frist for ansøgninger den 20. juli. Fredag den 12. august vil Risø DTU afsløre, hvilke virksomheder, der har fået en af de tre pladser på testcentret i Østerild. De første møller vil kunne rejses i Østerild i foråret 2012.

Kilde: Vindmølleindustrien - http://www.windpower.org

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094