23948sdkhjf

Envision Energy søger plads på Østerild

Den kinesiske vindmølleproducent Envision Energy har afleveret en ansøgning om at kunne teste deres nye 3,6 MW vindmølle på havnen i Thyborøn. Men fremtidens mølle skal forhåbentligt kunne testes på Østerild testcenter, siger direktøren for Envision Energy, Anders Rebsdorf.
Med blot to år på bagen, besluttede stifteren af Envision Energy, Lei Zhang, i 2008, at virksomhedens udviklingsafdeling skulle ligge i Danmark, og i 2010 trådte Anders Rebsdorf til som direktør.

- Målsætningen med afdelingen i Danmark er at starte med at lave en ny mølle til offshore, og den skal selvfølgelig være lidt mere konkurrencedygtig end de andre. Det er klart. Det er altid ambitionen, fortæller Anders Rebsdorf.

Vi vil teste i Thyborøn
Snart står Envisions nyeste model klar. En gearløs, tobladet 3,6 MW offshore mølle, der, hvis alt går vel, skal testes i Thyborøn. Oprindeligt håbede Anders Rebsdorf, at de kunne få en plads på testcentret i Høvsøre, men det var først muligt tidligst i 2013. Det kan de ikke vente på, så nu har de sendt en ansøgning til havnen i Thyborøn, hvor Envision håber på at kunne lave de mange nødvendige test.

- Vi skal have testet alle systemerne igennem. Både i forhold til sikkerhed, men også de helt elementære ting. Der skal måles en effektkurve, der skal måles støj, og der skal måles laster på maskinen. Det, som man altid gør, når man rejser en prototype.

Danmark og Østerild er interessant for Envision
Behovet for at kunne teste de nyeste modeller er et konkurrenceparameter hos producenterne. Ikke mindst hos Envision Energy, der barsler med en endnu større og mere konkurrencedygtig mølle.

- Vi har jo også brug for at komme med et produkt, der er større end den på 3,6 MW, og det er vi så i gang med at lave nogle konceptuelle studier på lige nu. Men al erfaring fortæller os, at hvis ikke man er tidligt ude i forhold til at finde en testsite, så kan det blive en vældig stor flaskehals. Så det handler om at sikre os muligheden for, at vi kan teste en ny mølletype, der bliver stor og smart. Det er det, som det handler om, siger Anders Rebsdorf, der samtidig fortæller, at de lige nu sidder og arbejder på ansøgning om en plads på testcentret i Østerild. Fordi Danmark er et interessant land at teste i.

- Vi er et lille firma med asiatisk oprindelse. Men vi er bestemt ikke en konventionel kinesisk virksomhed, fordi vores komponenter kommer i langt overvejende grad fra vesteuropæiske leverandører, sådan at vi kan opretholde et vestligt kvalitetsniveau i vores produkter. Her er det selvfølgelig interessant at kunne teste i Danmark og tæt på Risøs målekompetencer. Det vil vi også gerne drage nytte af. Vi har ikke søgt endnu, men vi arbejder på at gøre det, fortæller Anders Rebsdorf.

Kilde: Vindmølleindustrien - http://www.windpower.org

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079