23948sdkhjf

DTU opruster sin forskning i autonome systemer og robotter

Ansættelse af tre forskere og en helt ny kandidatuddannelse er en væsentlig styrkelse af DTU’s arbejde inden for robotteknologi og autonome systemer

DTU Elektro har netop ansat tre nye forskere: Lazaros Nalpantidis, Evangelos Boukas og Matteo Fumagalli, der alle er veletablerede forskere inden for autonome systemer.

Matteo Fumagallis forskning har været koncentreret om droner, og særligt hvordan man kan få en drone til at sidde fast på en overflade for at kunne udføre en reparation, eksempelvis lappe en revne i en vindmøllevinge.

Lazaros Nalpantidis og Evangelos Boukas forsker i robotters forståelse af omverdenen og har tidligere haft et tæt samarbejde med DTU i forbindelse med forskningsprojekter i autonom skibsfart. De har blandt andet forsket i, hvordan robotter kan lære at kende forskel på de genstande, de registrerer på vandet foran skibet, eksempelvis om det er en surfer eller et sømærke.

- De nye ansættelser betyder, at paletten af kompetencer inden for robotteknologi nu er komplet på DTU. Samtidig afspejler det den udvikling, der er sket på området. Vi havde tidligere meget fokus på styring af robotter, men i dag er autonome systemer fællesnævner for vores arbejde, og dermed er der også behov for andre typer ekspertiser, siger professor Ole Ravn.

Ny uddannelse og samarbejde med virksomheder
Samtidig med ansættelsen af de tre nye forskere, har DTU overtaget kandidatuddannelsen Autonome Systemer fra Aalborg Universitet. En uddannelse, som Lazaros Nalpantidis i sin tid har taget initiativ til, og som nu indgår som en del af DTU’s uddannelsestilbud.

- Med udvidelsen af medarbejderstaben håber jeg også, at vi fremover kan udvide vores samarbejde med virksomheder. Det gælder både samarbejder om studenter-opgaver og egentlige forskningsprojekter. Derudover vil vi i større udstrækning kunne sige ja til virksomheder, der henvender sig med ønske om bistand til konkrete opgaver, og som vi i øjeblikket alt for ofte er nødt til at afvise, siger Ole Ravn.

Ansættelsen af de tre nye forskere betyder, at der nu er godt 45 medarbejdere i enheden Automation and Control, DTU Elektro.

- Det er dejligt at blive en del af det stærke forskningsmiljø inden for autonome systemer, der eksisterer på DTU. Vi har længe haft et godt samarbejde om konkrete projekter og glæder os nu til at være en del af de større satsninger på universitetet, blandt andet Shipping Lab og invitationen til at deltage i en af verdens største konkurrencer for samarbejdende robotter, MBZIRC i Abu Dhabi, siger lektor Lazaros Nalpantidis.

De nye ansættelser er sket per 1. april 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094