23948sdkhjf

Ørsted og Vattenfall sammenkobler havmølleparker i Nordsøen

Et nyt otte kilometer langt kabel mellem Horns Rev 2 og Horns Rev 3 sikrer, at de to havmølleparker kan forsyne hinanden med strøm, hvis eksportforbindelsen til land afbrydes.

Fornylig var kablet i brug for første gang, da Energinet over fire dage afbrød eksportkablet til Horns Rev 2 for planlagt vedligeholdelse.

Det oplyser Vattenfall på sin hjemmeside.

Det er ejerne af de to havmølleparker, Ørsted og Vattenfall, som har investeret i 33 kV kablet, der skaber yderligere sikkerhed om de to energiselskabers milliardinvesteringer i Nordsøen. Hvis der sker fejl på eksportforbindelsen til land, er det nemlig ikke kun kritisk for leverancen af strøm til kunderne på fastlandet. Det er også kritisk for vindmøllerne.

- Havmøller skal altid være forsynet med strøm, ellers er der risiko for betydelige skader blandt andet fra fugt. Samtidig muliggør kablet en hurtig og let opstart af havmølleparken, når eksportforbindelsen er tilbage online. Og vi sparer store mængder af diesel og arbejdstimer til både nødgeneratorerne på møllerne og til servicebåde, siger Niels Møller Jensen, interface manager for Horns Rev 3.

Kablet, som stod klar i april, er således en optimal løsning, både hvad angår miljø samt investerings- og driftsomkostninger. Det blev fornyligt anvendt for første gang, da Energinet over fire dage skulle vedligeholde eksportforbindelsen til Horns Rev 2. Her blev parken forsynet med strøm fra Horns Rev 3.

- Vi har været rigtigt glade for at kunne forsyne vore 91 møller med back-up-strøm via Horns Rev 3 i forbindelse med Energinets planlagte eftersyn af eksportkablets højspændingsbryder. Det nye kabel har betydet, at vi hurtigere har kunnet genstarte produktion af grøn strøm, siger Allan Due Overbeck, head of operation Horns Rev 2.

Vindmøllerne på Horns Rev 2 får normalt nødstrøm fra én centralt placeret generator på en platform på havet. På Horns Rev 3 har hver mølle en mindre nødgenerator.

Det er første gang, to havmølleparker med forskellige ejere på denne måde bakker hinanden op. Horns Rev 2 har været i drift siden 2009. Horns Rev 3 leverede sin første strøm til elnettet i december og vil være i fuld drift i løbet af sommeren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.178