Grøn statsstøtte for milliarder har givet resultater
Energiteknologiske Udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP) har siden 2008 tildelt sammenlagt 3,4 mia. kr. til 591 grønne projekter udført af danske virksomheder.
Og ifølge en evaluering af programmet, der offentliggøres torsdag, har pengene været givet godt ud.
Ved at spørge virksomhederne, der har modtaget støtten, er et analysefirma nået frem til, at virksomhedernes omsætning er steget med næsten tre gange så meget, som der er givet i støtte, ligesom der er skabt 3.200 nye arbejdspladser.
Endelig siger næsten alle virksomhederne, at projekterne formentlig ikke var blevet til noget, hvis ikke de havde fået støtte.
- Vi har nu dokumentation for, at 97 pct. af projekterne med al sandsynlighed aldrig var blevet til noget uden EUDP, siger Thea Larsen, der er bestyrelsesformand for EUDP.
- Og Danmark var dermed gået glip af tusindvis af arbejdspladser og vigtige landvindinger inden for den grønne energi, siger hun.
EUDP-programmet fungerer på den måde, at danske virksomheder og andre med et konkret projekt kan søge om tilskud til at blive klogere på områder som energieffektivitet, vind- og solkraft samt biomasse og affald.
70 pct. af støttemodtagerne er virksomheder, men universiteterne får også del i midlerne.
En tredjedel af projekterne har kastet patentansøgninger af sig, og en tredjedel af dem har ført til meromsætning, som er direkte forbundet med projektet.
Endelig svarer to tredjedele af støttemodtagerne, at deres netværk er blevet stærkere af at have gennemført projektet.
I 2019 vil der gennem ordningen blive uddelt mere end 400 mio. kr.
Den forrige regering halverede ellers den samlede ramme til lige knap 200 mio. kr. i 2016.
Men siden er de årlige puljer steget støt, og i 2020 er der afsat et rekordbeløb på 500 mio. kr. til at hjælpe den grønne teknologiudvikling på vej.
/ritzau/