Metalprinterne får egen fabrik i Århus
Teknologisk Institut har beskæftiget sig med 3D-print siden 1989, og her i 2019 sker der et solidt ryk i udviklingen inden for den del, der handler om metalprint.
For 8. oktober åbner en helt nyindrettet 500 kvadratmeter stor afdeling udelukkende for metalprint på Teknologisk Institut i Århus. Her får instituttets fire metalprintere plads i det store produktionslokale, og rundt om bliver der plads til både pulverlager og modtagelse, metalsav, afgrater og plansliber samt målestation. Derudover flankeres det hele af 200 kvadratmeter lokaler til undervisning.
- Det her er en tocifret millioninvestering fra instituttets side, og det er klart, at vi glæder os rigtig meget, siger leder af Center for Industriel 3D-print på Teknologisk Institut, Jeppe Byskov.
Uddannet fysiker
Jeppe Byskov er uddannet fysiker og har arbejdet ni år med 3D-print på Teknologisk Institut. De sidste tre år som leder af print-afdelingen.
- Vi får jo nogle helt nye muligheder, når vi samler maskinerne og bearbejdningen på denne her måde, siger Jeppe Byskov, som viser rundt i den kommende print-fabrik sammen med Mads Østergaard, som er faglig leder på 3D-print.
Mads Østergaard er uddannet maskiningeniør og har seks års erfaring med 3D-print på Teknologisk Institut.
- På mange måder handler 3D-print om at se nye muligheder, og du har jo eksempelvis mulighed for at konstruere emner med hulrum, der vejer meget mindre og bruger mindre materiale end traditionelle emner, siger Mads Østergaard.
Han peger samtidig på fordelen ved at bygge emner op, hvor man undgår svejsning eller lodning, hvilket kan give store udfordringer i eksempelvis fødevare- og procesindustrien.
At der er knald på metalprint og 3D-print i det hele taget på Teknologisk Institut understreges af, at de nuværende 15 medarbejdere i afdelingen allerede forventes at vokse til 20 ansatte næste år. I 2021 forventer Jeppe Byskov, at der er 25 ansatte i afdelingen.
Samtidig forventes antallet af printede emner på maskinerne at stige fra cirka 4.000 per år i 2018 til cirka 20.000 per år i 2021
- Området for metalprint vokser globalt omkring 30 pct. om året, og det afspejler sig også hos os. I Center for Industriel 3D-print arbejder vi 67 pct. kommercielt og 33 pct. med forskning og udvikling, fordi vi er et GTS-institut, siger Jeppe Byskov, der også slår fast, at der derfor også fra instituttets side ligger en samfundsopgave i at udbrede 3D-print.
Derfor skal man ifølge centerlederen heller ikke tøve med at kontakte Teknologisk Institut, hvis man har planer om at printe, købe en printer eller har behov for viden og undervisning.
- Vi er meget interesserede i kontakt med industrien, og det koster ikke noget at kontakte os og komme her for at høre om mulighederne. Det er gratis, og det er også gratis, selvom man tager et konkret emne med for at snakke om det, siger Jeppe Byskov.
Artiklen er en del af temaet Metal&Print.