23948sdkhjf

Drone kan "parkere" i luften

VPT har udviklet en drone, som kan stå stedfast i luften og dermed er i stand til at udføre målinger og andre operationer på store konstruktioner

Det canadiske firma VPT har arbejdet i et par år med at udvikle en ny drone, Vectorotor, som har en imponerende evne til at stå stille og stabilt i luften. 

En af de første anvendelser af dronen er inspektion af store offshore metalkonstruktioner, hvor det kan være farligt for mennesker at opholde sig.

- I dag må medarbejdere hænge i reb på store olieplatforme, når de inspicerer. Vi gør det meget lettere og meget mere sikkert med en drone. Man kan tænke sig tilsvarende inspektioner, på for eksempel broer, siger Maksym Korol, medstifter og teknisk direktør for VPT.

Vi møder ham til robotmesse i Odense, hvor han og kollegerne fra VPT viser Vectorotor frem og søger investorer til firmaet.

Dronen kan flyve hen til et givent sted og presse en ultrasonisk sensor ind mod metallet. Derved kan den måle metallets tykkelse.

Propeller ændrer retning
Den store stabilitet i luften kommer til veje med et sindrigt system, hvor hver af de fire propeller kan ændre retning. Dronen reagerer lynhurtigt på en påvirkning og får rettet sig op igen.

- Andre droner bliver nødt til at tilte hele planet for at ændre retning. Men vores drone kan nøjes med at ændre planet for en eller flere af propellerne. Det giver en enorm stabilitet, siger Maksym Korol.

En drone er normalt mobil, men ikke særlig stedfast og præcis. VPT slår på, at Vectorotor både er mobil og meget præcis, og dermed er i stand til at udføre arbejde på de konstruktioner, som den besøger.

Firmaet planlægger, at dronen eksempelvis kan udføre vask eller svejsning på konstruktioner, mens den flyver.

- Vores markeder er alle steder, hvor man fra luften skal anvende en kraft ind mod et emne, for eksempel til måling eller svejsning, siger Maksym Korol.

Dronen bliver i øjeblikket videreudviklet og forfinet i Kina.

Læs mere om: VPT
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078