23948sdkhjf

Schouw & Co. styrket efter 1. halvår

Schouw & Co. har i dag offentliggjort et halvårsregnskab med et markant forbedret driftsresultat. Koncernen opjusterer nu sine forventninger til hele året.
Virksomhederne i det aarhusianske industrikonglomerat Schouw & Co. har fået en meget tilfredsstillende start på 2011.

Omsætningen er steget med 26 procent til næsten 5 milliarder kroner, og resultatet af den primære drift (EBIT) er mere end femdoblet fra 28 millioner kroner i første halvår 2010 til 157 millioner kroner i første halvår 2011. Det var således en meget tilfreds administrerende direktør, der i dag fremlagde resultatet for bestyrelsen:

Læs også: Grene leverer tilfredsstillende resultat efter første halvår

- Driftsresultatet for første halvår har overgået vores ellers høje forventninger. Fremgangen kan især henføres til BioMar og Grene, men også Hydra-Grene har haft pæn fremgang. Martin har reduceret underskuddet i 1. halvår betydeligt sammenlignet med sidste år, mens de to nonwovens-virksomheder Fibertex Personal Care og Fibertex Nonwovens derimod har haft en resultatmæssig tilbagegang på grund af stigende råvarepriser, forklarer Jens Bjerg Sørensen.

Investeringer giver pote
Alle virksomheder er ejet 100 procent af Schouw & Co., og fremgangen sker blandt andet med baggrund i en lang række tiltag og investeringer, der er gennemført de seneste kvartaler:

- Vi er langsigtede og aktive ejere, hvilket betyder, at vi både kan tillade os at tænke langsigtet og samtidig sætte ind på den korte bane i forhold til markedets udvikling. Erfaringen siger, at det giver de bedste resultater, konstaterer Jens Bjerg Sørensen videre.

Læs også: Fremgang hos Hydra-Grene efter første halvår

Mens den primære drift har været meget lønsom i første halvår, bidrager de finansielle investeringer negativt til resultatet:

- Vi ejer fortsat 4 millioner aktier i Vestas og 1 million aktier i Lerøy Seafood Group, hvilket i begge tilfælde svarer til under 2 procent af aktiekapitalen. Disse aktieposter, der ikke er strategiske, og som vi næppe vil beholde i mange år fremover, har påvirket vores regnskab i negativ retning. Vestas er alene faldet med 32 procent i perioden, og samlet set påvirker de finansielle investeringer halvårsregnskabet negativt med 285 millioner kroner, siger Jens Bjerg Sørensen.

Positiv udvikling medfører opjustering
Forventningerne til årets driftsresultat er dog i dag mere positive end for et halvt år siden, og derfor sker der nu en opjustering fra intervallet 450-525 millioner kroner til intervallet 525-600 millioner kroner. Det sker med baggrund i den positive udvikling, virksomhederne er inde i:

- Med de positive driftsresultater in mente øger vi de samlede forventninger markant. Vi beholder dog et relativt stort interval, som vi forventer, at resultatet ligger inden for. Det skyldes først og fremmest den generelle økonomiske uro, som vi har været vidne til ikke mindst den seneste måned, fortsætter Jens Bjerg Sørensen.

BioMar, Grene og Hydra-Grene bidrager mest til de øgede forventninger, mens Martin, Fibertex Personal Care og Fibertex Nonwovens fastholder forventningerne. Dog forventes sidstnævntes køb af Tharreau Industries at bidrage positivt til regnskabet med cirka 15 millioner kroner. Forventningen til den konsoliderede omsætning hæves fra 11 milliarder til 11,5 milliarder kroner.

Læs også: Grene leverer tilfredsstillende resultat efter første halvår

Læs også: Fremgang hos Hydra-Grene efter første halvår
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093