Klumme: Frokostpause eller velfærd?
I de kommende år vil arbejdsstyrken falde med knap 59.000 som følge af demografien, og der er særligt mange offentligt ansatte, der går på pension og efterløn.
Det sætter velfærden under pres: Faldene skatteindtægter og mangel på ”varme hænder”. Der er derfor behov for at gennemføre reformer, der øger arbejdsudbuddet.
I den offentlige sektor er det hovedreglen (gælder for mindst 80 %), at de ansatte får betalt frokost, så den ugentlige arbejdstid er 37 timer inklusiv frokostpause. Dermed er den ugentlige arbejdstid 2,5 timer kortere for flertallet af offentligt ansatte, end det er normen i den private sektor.
Hvis den ugentlige arbejdstid i den offentlige sektor øges med 2,5 time (med fuld lønkompensation), så øger det arbejdsudbuddet med 48.000 fuldtidsbeskæftigede. Holdes den samlede offentlige timebeskæftigelse konstant, så skaber det plads for:
• En forøgelse af den private beskæftigelse med 48.000 personer
• En forøgelse af real BNP med 22 mia. kr. (2009 priser) svarende til 1,4 %
• En forbedring af den finanspolitiske holdbarhed med 9 mia. kr. om året i 2010-niveau
Afskaffelse af den betalte frokostpause kan altså give råd til og levere de varme hænder til at sikre fremtidens velfærd.
Hvis arbejdsudbuddet således skal øges frem mod 2020, så vil det derfor være naturligt også at se på den ugentlige arbejdstid i den offentlige sektor.
Dansk Erhverv har fået foretaget beregninger på DREAM-modellen af effekten af, at offentligt ansatte arbejder 2½ time mere om ugen.
Den aftalte arbejdstid er som løn et overenskomstspørgsmål, men det er en beregningsmæssig forudsætning for DREAM-beregningerne, at der gives fuld lønkompensation for den øgede arbejdstid. Der kan ligeledes være behov for at aftale spørgsmål om rådighedsforpligtelse m.m.
En forøgelse af den ugentlige arbejdstid med 2,5 timer for alle fuldtidsansatte i den offentlige sektor (og proportionalt for deltidsansatte) vil øge arbejdstiden målt i timer svarende til en forøgelse af arbejdsudbuddet med 48.000 fuldtidsbeskæftigede. Det vil således være muligt at spare 48.000 offentligt ansatte – uden at reducere den offentlige velfærd.
De 48.000 kunne alternativt beskæftiges i den private sektor, så resultatet er uændret beskæftigelse mål i antal personer, men en stigning i antallet af timer udbudt af den eksisterende arbejdsstyrke. Da denne forøgelse af arbejdsstyrken er mindre end det demografisk betingede fald i arbejdsstyrken, sikres det også, at det øgede arbejdsudbud umiddelbart kan finde beskæftigelse.
Man kunne forestille sig en gradvis indfasning af egenbetalingen af frokostpausen i den offentlige sektor med fuld lønkompensation. Indfases det over 5 år begyndende i 2012, så vil arbejdsudbuddet blive stigende frem til 2016, falde lidt igen i 2017-18 for derefter at stige fra 2019.
Den stigende aktivitet vil øge provenuet fra højere personskatter, selskabsskatter, moms og afgifter. Samtidig vil det øgede arbejdsudbud lette presset på arbejdsmarkedet, og det vil ligeledes føre til faldende offentlige udgifter til løn og overførselsindkomst.
Samlet set vil det forbedre den finanspolitiske holdbarhed med ½ % af BNP i 2020, hvilket svarer til en permanent årlig forbedring af den finanspolitiske holdbarhed med 9,2 mia. kr. i 2010-niveau. En øget arbejdstid i den offentlige sektor vil således løse knap halvdelen af det finanspolitiske holdbarhedsproblem i forhold til at leve op til EU’s konvergenskrav.
Frokostpause eller velfærd er altså et reelt valg.
Kilde: Dansk Erhverv Teknik - http://www.de-t.dk/
