23948sdkhjf

Danmark glider bagud i robotkapløbet

Dansk Robot Netværk (Dira) har indsamlet danske tal til International Federation of Robotics (IFR) årlige rapport. De netop offentliggjorte globale tal for 2018 fra IFR viser interessante tendenser.

Efter flere år med moderat vækst i salget af antallet af robotter i Danmark, ser vi nu en tilbagegang i salget. Således blev der i 2018 kun solgt 673 industrirobotter mod 800 robotter i 2017.

- Der er ikke noget entydigt svar på, hvorfor udviklingen ser ud, som den gør. Men en del af svaret er, at danske virksomheder ikke har tid eller mangler viden til at gennemføre investeringer i robotteknologi, viser nye undersøgelser, siger sekretariatsleder i Dira, Søren Peter Johansen.

Nærlæser man tallene, kan man se forskellige tendenser fra land til land på globalt plan. Danmark ligger for eksempel på en flot sjetteplads, når man måler i tætheden af robotter. Robottætheden er et direkte mål for, hvor mange robotter, der er installeret per industriarbejder, og således et udtryk for hvor godt robotter - og formodentlig anden ny teknologi - er implementeret i industrien.

De sidste fem år har Danmark haft en gennemsnitlig vækst på 6 pct. i tætheden af robotter. Men andre lande har haft en større vækst i tæthed i robotter, viser tallene. Faktisk ligger Danmark helt nede på plads nummer 30 målt på vækst i robottæthed.

 - Hvis tendensen fortsætter, vil Danmark sakke længere og længere ned ad rangstigen; og således allerede i 2023 være røget ned på en 11. plads i robottæthed, siger formand for Dira, Kim Reeslev.

- Det er værd at bemærke, at Danmark i løbet af fem år vil være overhalet af lavtlønslande som Slovakiet og Slovenien, når det kommer til tætheden af robotter i industrien, siger han, og tilføjer:

- Det er et signal til de danske virksomheder om, at de fortsat og i højere grad skal investere i automatisering, så vi kan konkurrere med lavtlønslandene. Ellers kan det koste Danmark dyrt på sigt.

Milliardpotentiale for automationsinvesteringer 
Mange danske virksomheder har allerede fået øjnene op for mulighederne i automatisering og har lavet investereringer i robotteknologi, men potentialet er fortsat enormt.

I 2018 skønnede Ingeniørforeningen IDA i undersøgelsen ”Potentialer og barrierer for automatisering og digitalisering i industrien” et tocifret milliardpotentiale for at øge produktiviteten i virksomhederne gennem investeringer i nyt automatiserings- og produktionsudstyr. En af konklusionerne i undersøgelsen var desuden, at den manglende automatisering og digitalisering i Danmark i sidste ende kan betyde, at endnu flere arbejdspladser rykker til lande med lavere lønomkostninger.

Også forbundsformand i Dansk Metal, Claus Jensen, kalder den manglende investering for en udfordring for Danmarks konkurrenceevne i Dansk Metals nye udgivelse ”Behov for robotter i dansk erhvervsliv”.

- Hvis andre lande kan producere mere end os både hurtigere og billigere, så kan det blive svært at holde industriarbejdspladser på danske hænder, lyder det.

Wake-up-call for produktionsvirksomheder
Formand for Dira kalder de seneste tal for et ”wake-up-call” for de danske virksomheder.

- Det er blandt andet igennem indførelsen af ny robotteknologi, at vi kan styrke den danske konkurrenceevne og fastholde job herhjemme. Derfor skal danske virksomheder se det her som et wake-up-call til at komme i gang med investeringer i automationsteknologi, afslutter formand i Dira, Kim Reeslev.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109