Metalindustriens største talenter hyldet
Fredag den 20. september hyldede metalindustrien 25 af sine største talenter i Den Sorte Diamant i København, da ML-Prisen blev uddelt for 17. gang. Da alle gæster var på plads i Dronningesalen, indtog formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og DI’s erhvervsuddannelseschef, Lone Folmer Berthelsen, talerstolen.
- At I er nået hertil i dag skyldes ikke kun, at I har talent, men også at I har vilje, vovemod og evnen til at gøre jer umage. Der er brug for jer, for I er nøglen til vækst og velstand i Danmark, sagde hun og takkede også de virksomheder og skoler, der har uddannet prismodtagerne, og de familier, der har bakket op undervejs.
Nøglen til den grønne omstilling
Efter et musikalsk indslag med den unge pianist Ramez Mhaanna fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium var det beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsens tur til at tale til de 25 prismodtagere:
- Det er noget helt særligt at fejre og anerkende dygtige, unge mennesker. For der er ingen tvivl om, at I er dygtige og talentfulde og meget ambitiøse. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jer, der sidder her i dag, I har knoklet for at nå hertil, øvet jer igen og igen og formentlig også bandet og svovlet undervejs, for man bliver ikke bare sådan lige en talentfuld mekaniker eller smed eller industritekniker eller it-supporter fra den ene dag til den anden. Det kræver benhårdt arbejde og en kolossalt stor vilje, sagde Peter Hummelgaard Thomsen og tilføjede:
- Hvis vi som samfund skal nå vores ambitiøse, grønne mål, så har vi brug for jer. I er nøglen til den grønne omstilling. Det er jer, der kan løfte de jobs, der vil opstå, når vi skal omstille os. I bliver efterspurgte, og I kan helt sikkert se frem til nye muligheder og spændende jobs.
Herefter blev hver prismodtager kaldt på scenen til håndtryk og overrækkelse af statuette, diplom og blomster. Til slut kom næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og forbundssekretær i Dansk Metal, Kasper Palm, på scenen. Her var den grønne omstilling ligeledes på dagsordenen:
- En undersøgelse fra en grøn tænketank viser, at op mod halvdelen af jobsene i den grønne sektor er faglærte. Det kan I bruge til at inspirere andre til at vælge samme vej som jer. For med jeres uddannelser er I rustet til at gå ud og gøre en konkret forskel i det danske samfund. Ikke bare snakke om problemerne, men rent faktisk være med til at løse dem, sagde han.
Hundredevis af svende indstillet til ML-Prisen
Flere end 240 nyuddannede svende var indstillet til den ærefulde pris. De 25 svende har alle udmærket sig med et 12-tal til svendeprøven og har desuden kvalificeret sig til prisen ved at have stort fagligt overblik, være kvalitets- og ansvarsbevidste og ved at være gode kammerater og kolleger på deres arbejdspladser. For at komme i betragtning til ML-Prisen skal både praktikvirksomheden og erhvervsskolen indstille lærlingen.