23948sdkhjf

Seks plastvirksomheder slår hjernerne sammen om PUR-genanvendelse

Sko, isolering og madrasser. Umiddelbart tre produkter, der ikke minder synderligt om hinanden, hvis ikke det var fordi, de alle havde PUR-skum til fælles.

Nu samles virksomhederne bag produkterne i et nyt samarbejde, hvor de skal forsøge af knække koden til genanvendelse af polyurethan – i daglig tale kaldet PUR.

Der er tale om virksomhederne Ecco Sko, Dan-Foam, Tinby, Logstor, Covestro, HJ Hansen, der sammen med forskere fra Teknologisk Institut og Aarhus Universitet skal udvikle helt ny metode til at genanvende PUR.

Jagten på cirkulær økonomi
Problemet med PUR er, at materialet i dag stort set ikke genanvendes og derfor ender mange tons på verdensplan enten på forbrændingsanlæg eller på lossepladser. Det skal der laves om på – til gavn for både miljøet og virksomhedernes bundlinjer.

- Der findes i dag ingen gode løsninger til at genanvende PUR, og det er netop det, projektet vil løse med støtte fra Innovationsfonden. Det gør vi ved at bringe verdens bedste forskere, teknologiudviklere og førende virksomheder sammen og herigennem bringe denne type plast ind i en helt ny cirkulær økonomi, siger seniorspecialist Anders T. Lindhardt fra Teknologisk Institut.

Innovationsfonden har desuden investeret 11 mio. kr. i projektet. 

To metoder til genanvendelse
Helt konkret vil forskerne i projektet udvikle to teknologier. 

Den første metode fokuserer på materiale, der går tabt under produktion af PUR-produkter, hvor den anden metode vil dekonstruere PUR-affald - også det som har være ude hos forbrugeren - til dets originale byggesten kaldet monomere.

 Begge metoder genskaber polyurethane, som dermed kan bruges i helt nye produkter - til gavn for klimaet og dansk erhvervsliv

95 procent genanvendes ikke i dag
PUR finder man i alt fra isoleringsmateriale over sko, møbler, madrasser og vindmøller. Anvendelsen af PUR vokser år for år, og væksten overstiger i dag den mængde PUR, der genanvendes på verdensplan.

Globalt set ender hele 95 pct. af alt PUR med at blive brugt til energigenvinding på forbrændingsanlæg eller ender som værdiløst affald på lossepladser. Ganske enkelt fordi eksisterende teknologier til at genanvende PUR ikke er gode nok.

Det nye danske projekt, der skal udvikle genanvendelsesteknologier til PUR-plast, vil ikke blot kunne spare store mængder af olie, når plasten fremstilles, men også medføre en markant reduktion i verdens CO2-udledning, når plastikmaterialet ikke længere brændes af til energigenvinding på forbrændingsanlæg.

- Potentielt kan vores projekt resultere i en fremtid, hvor mange tons PUR genanvendes i nye produkter og ikke ender på lossepladser og forbrændingsanlæg. Projektet har et stort vækstpotentiale og vil styrke dansk industris konkurrenceevne globalt. Samtidig vil det positionere Danmark endnu stærkere i forhold til reduktionen af CO2-udledning, cirkulær økonomi og den grønne dagsorden, siger Anders T. Lindhardt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109