Svensk kronekurs gør ondt på vestjysk maskinfabrik
De seneste mange år er kursen på svenske kroner raslet ned, og det er et problem for de danske virksomheder, der eksporterer til Sverige.
En af disse er Hjortkær Maskinfabrik, der sælger skruepressere til slamafvanding.
Direktør Alf Sand Simonsen forklarer til Børsen, at Hjortkær Maskinfabrik har ”taget nogle tæv på kursen”. De fleste af virksomhedens projekter til Sverige afregnes i svenske kroner, og ofte er kursen faldet yderligere, når der skal afregnes i forhold til det tilbud - der er nemlig ofte tale om en lang projekthorisont.
Det har været svært for virksomheden at kurssikre projekterne, og man har derfor været nødt til at æde valutakurstabet.
Det har i sidste ende betydet, at man nu er begyndt at øge priserne i svenske kroner. Og Alf Sand Simonsen kan heldigvis konstatere, at det ikke har fået de svenske kunder til at flygte.
- Vi mærker ikke afmatning i markedet. Vi oplever bare, at de synes, at det er dyrt, siger han til Børsen.
Originalartikel: https://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/235669/artikel.html?utm_source=forside&utm_campaign=nyhed_01