Prisen på stål har formodentlig toppet
De kraftige prisstigninger i den globale stålbranche i de sidste par års tid er muligvis ved at være slut, mener Guy Dollé, chef for det Luxemburg- baserede Arcelor, verdens største stålproducent.
I de sidste to år er priserne på mange typer stål fordoblet. Stigningen i markedet har primært været drevet af en voldsom efterspørgsel fra Kina. Selv om industrien måske er tæt på at måtte sænke tempoet, vil 2004 alligevel blive et ekstremt lønsomt år for de fleste store stålvirksomheder, siger Dollé ifølge dagens udgave af Dagbladet Børsen.