Hoyer udvider massivt i Kina
Efter flere år med stabil organisk vækst bliver der nu skruet markant op for Hoyers engagement i Kina og det øvrige Asien.
Investeringen betyder, at kapaciteten i Hoyer Motors hovedkvarter i Ningbo, Kina bliver forøget med 50 pct.
– Med investeringen i vores kinesiske faciliteter viser vi vores kunder og samarbejdspartnere, at vi er klar til at støtte det kæmpe vækstpotentiale, der er til stede i Kina, Japan og Korea. Formålet er at sikre, at vi kan tilføre værdi til nye som eksisterende kunder, fordi vi med udvidelsen har optimale muligheder for en hurtig supply chain, høj kvalitet og lokal service og support, siger Hoyers CEO, Henrik Sørensen.
Miljøfokus driver væksten
Hidtil har marineindustrien været Hoyers primære markeds-segment i Asien, senest drevet frem af efterspørgslen på scrubbere og andre marineapplikationer.
Men nye segmenter som vand, industripumper og hydraulik vil få mere fokus fremover. Hoyer deltager blandt andet i et dansk handelsfremstød med fokus på rent vand og FN’s verdensmål.
– Hos Hoyer er vi stolte over at være med til at drive udviklingen mod miljøfremmende tiltag. På grund af miljøkravene til skibe forventer vi, at efterspørgslen på scrubbere fortsat vil være høj – og vi forventer også vækst inden for applikationer til LNG- og LPG-tankskibe. Derfor er det afgørende for os, at vi allerede nu øger vores tilstedeværelse til næste niveau, så vi kan hjælpe vores kunder med at vokse i det rette tempo, siger Henrik Sørensen.
Fokus på eksplosionssikre motorer
En del af udvidelsen i Kina skal understøtte Hoyers nye produktprogram inden for eksplosionssikre motorer.
– Vi ved, at især de kinesiske, koreanske og japanske skibsbyggere vil få brug for flere eksplosionssikre motorer fremover, ikke mindst på grund af væksten i LNG-transport til søs. Den øgede efterspørgsel vil vi være klar til at imødekomme lokalt i Asien, inklusiv den nødvendige dokumentation fra vores testcenter i Ningbo, siger Henrik Sørensen.
10 år i Kina
Udvidelsen i Ningbo falder sammen med 10-årsjubilæet for Hoyers tilstedeværelse i Kina. I begyndelsen var man placeret sammen med andre skandinaviske virksomheder i Nordic Industrial Park i Ningbo, men flyttede i 2013 til en selvstændig lokation, hvor der er plads til at vokse.
– Vi har gennem tiden udvidet med forskellige støttefunktioner og teknisk personale, og vi kan løse alle opgaver lokalt, hvilket er essentielt for vores globale supply chain. I vores nuværende område i Ningbo er der gode muligheder for at rekruttere faglært arbejdskraft som elektrikere og smede, så vi kan opretholde den høje kvalitet, som Hoyer er kendt for. Det er blandt andet den kvalitet, der skal bane vejen for yderligere vækst i Asien, fortæller Hoyers CCO, Ketil Vesterlund, som var ansvarlig for at etablere den kinesiske afdeling tilbage i 2009.
Hoyers 10-årsjubilæum bliver officielt markeret den 12. november 2019, hvor der udover deltagelse fra forretningspartnere i Asien og Europa, også er æresgæster fra den kinesiske værftsindustri samt det danske konsulat i Shanghai.