Stadig håb for KD Maskinfabrik
KD Maskinfabrik blev erklæret konkurs ved Skifteretten i Kolding i starten af måneden.
Der er dog stadig håb for, at produktionen kommer i gang igen, fortæller kurator Christian Jul Madsen.
- Der har været kørt en salgsproces, og det ser ud til, at vi kan sælge virksomhedens immaterielle rettigheder. Der er også en række igangværende projekter i konkursboet, men de er holdt uden for, forklarer han.
Forhandlingerne gælder også KD Maskinfabriks fabrik og produktionsapparat, der ligger i Vejle. Siden konkursen har produktionen dog stået stille.
Christian Jul Madsen fortæller videre, at han har været i afgørende forhandlinger med en enkelt mulig køber, men at feltet måske bliver udvidet.
- Der er kommet endnu en interesseret køber på banen her i går, fortæller han.
Christian Jul Madsen har arbejdet med konkursboet i nogle uger, og han forventer derfor snart at være helt på plads med en eventuel overtagelse.
- Jeg regner med, at det her er afklaret i løbet af en uges tid, siger han.
KD Maskinfabrik producerer løsninger og maskinudstyr til spildevandsbehandling. Virksomheden havde på konkurstidspunktet 39 medarbejdere.