23948sdkhjf

Østjysk underleverandør har fundet succes-opskrift i Norge

Trods lav norsk kronekurs høster Ålsrode Smede- og Maskinfabrik mange ordrer på det norske marked

Ålsrode Smede- og Maskinfabrik i Grenaa har med sine godt 80 medarbejdere i flere år haft fokus på kvalitetssikring over for kunder i blandt andet vindmølleindustrien samt olie- og naturgasindustrien i blandt andet Norge.

- Vi har haft fokus på det norske marked i mange år, og i 2019 har vi for alvor kunnet begynde at høste frugterne af vores arbejde på trods af den historisk lave norske kronekurs, der mere eller mindre udjævner prisforskellen mellem en dansk og norsk smedeløn, siger administrerende direktør Brian Basse fra Ålsrode Smede- og Maskinfabrik.

Han fortsætter:

- Men det norske marked er ikke helt prisfølsomt på samme måde, som vi ellers kender det. I Danmark skifter man jo gerne en god, mangeårig samarbejdspartner ud, hvis man kan spare et par kroner et nyt sted. Sådan er det ikke i Norge. Man skal selvfølgelig være konkurrencedygtig på prisen, men det der for alvor betyder noget, er kvalitet, dokumentation og evnen til at levere til tiden. Og det går jo heller ikke, at et helt oliefelt ligger stille på grund af et par dårlige svejsninger eller manglende reservedele.

Tillid er alt i norske klynger
Ifølge Brian Basse har Ålsrode Smede- og Maskinfabriks efterhånden mangeårige satsning på certificeringer spillet en betydelig rolle som døråbner på det norske marked. Underleverandøren har cirka 150 egentlige certificeringer og såkaldte svejseprocedurer.

- For at komme ind på dette marked skal du have dokumentationen i orden. Det er alfa og omega. Men når du er inde, så betyder tillid alt. Hvis du hele tiden lever op til den tillid, du får, så får du flere og flere opgaver. I Norge er mange virksomheder inden for olieindustrien organiseret i klynger, hvor virksomheder i et geografisk område arbejder tæt sammen, selv om de også kan være konkurrenter. Det giver en helt særlig tillidskultur, som hvis du forstår og respekterer den, betyder, at du kan få opgaver fra alle virksomheder i klyngen, beretter Brian Basse.

Ålsrode Smede- og Maskinfabrik har også investeret i maskinparken. Senest i en ny stor CNC-styret drejebænk, så alle maskiner i dag benytter samme styring, der er nemmere at programmere og samtidig letter det daglige arbejde.

På det norske marked er Ålsrode Smede- og Maskinfabrik både underleverandør og leverer direkte til slutkunder. Ifølge Brian Basse bliver man som underleverandør ofte eksponeret for slutkunden. Han fortæller:

- Hvis vi som underleverandør leverer en palle emner, så sender vi den måske til slutkunden i eget navn, og vi kan også drøfte forskellige forhold omkring produktionen med slutkunden direkte. Men klyngesystemet af virksomheder, der samarbejder, virker, fordi alle, både købere og sælgere, respekterer mellemmanden, og måske også selv er det af og til. Det giver en enorm fleksibilitet, hvor en klynge næsten altid kan løfte en opgave, men bindemidlet er 100 pct. tillid. Lever du op til tilliden, er alle virksomheder i klyngen potentielle kunder. Svigter du tilliden, mister du dem alle på en gang, slutter Brian Basse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079