Lille underskud hos Brd. Klee
Mandag offentliggjorde teknikleverandøren regnskabstal for første kvartal af regnskabsåret 2019/2020.
Det viste en omsætning på 43,0 mio. kr., hvilket betød en tilbagegang på 4,6 mio. kr. sammenlignet med første kvartal 2018/2019.
Resultat før skat faldt i samme periode med 2,2 mio. kr. og endte dermed med et underskud på 91.000 kr.
- Nedgangen skyldes, at selskabet i kvartalet har implementeret nyt IT-system, samt vigende salg til selskabets store kunder. Kvartalet er, ligesom andet kvartal forventes at blive, påvirket af lagernedskrivning af engangsmæssig karakter, som ikke forventes i regnskabsårets anden halvdel, skriver Brd. Klee i en kvartalsmeddelelse.
Koncernen fastholder dog sine forventninger til 2019/2020. Det betyder, at man stadig kalkulerer med et positivt, men dog lavere årsresultat end i 2018/2019, hvor overskuddet før skat endte på 15,7 mio. kr.