Danfoss vil fortsætte opkøb
Koncernen købte fire virksomheder i 2003 og vil forfølge samme strategi i 2004.
"I øjeblikket er vi inde i samtaler med virksomheder om opkøb. Det er samtaler, som, jeg håber, resulterer i opkøb," fastslår adm. direktør Jørgen Mads Clausen i et interview med dagbladet Børsen.
Ifølge Jørgen Mads Clausen mener kandidaterne, at Danfoss skal betale en høj pris for virksomhederne, fordi den Nordborg-baserede koncern er godt polstret rent kapitalmæssigt.
"Det er lidt af et pokerspil at opkøbe virksomheder," erkender Jørgen Mads Clausen og understreger, at det for det meste er Danfoss, der støver opkøbsemner op.
Dermed vil opkøbsstrategien fra 2003 fortsætte. I det forgangne år blev der opkøbt fire virksomheder, to i Danmark, én i Finland, én i Kina, samtidig med at andre tre til fire opkøb gik i vasken - især på grund af uenighed om prisen.