Bedre bundlinje hos Skako i 2019
I 2019 omsatte Skako for 354,2 mio. kr., hvilket er en stigning på 4,4 pct. i forhold til året før.
Resultatet af primær drift (ebit) før særlige poster steg med 19,5 pct. til 18,0 mio. kr. Dermed rammer den inden for Skakos egne forventninger på 17,0–20,0 mio. kr.
- Skako leverer i 2019 et solidt driftsresultat med omsætningsfremgang, forbedrede marginer og en stærk operationel pengestrøm. S2020 profitforbedringsprogrammet i Skako Concrete har lagt fundamentet for en stærkere udvikling fremadrettet. Vi fik i året investeret ind i recycling-sektoren i Skako Vibration og ser en god vækst i dette segment, som vi strategisk satser på. Den stærke resultatfremgang og det operationelle cash flow har muliggjort opkøbet af den spanske recycling-virksomhed Dartek, udtaler bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen.
Skako melder samtidig om en stærk ordrebeholdning ved indgangen til 2020. Forventningerne til ordreindgangen i Skako Concrete til levering i andet halvår 2020 er derimod forbundet med en vis usikkerhed.
- Der er tegn på en vis tøven med beslutningerne om anlægsinvesteringer i flere europæiske markeder, og beslutningsprocesserne er blevet længere. Derudover forventer vi, at den udvikling, vi har set i den tyske bilindustri i andet halvår 2019 vil fortsætte i 2020, skriver Skako i sit regnskab.
Som følge heraf forventer virksomheden et resultat af primær drift (ebit) på 18-23 mio. kr. i 2020.
mio. kr. | 2019 | 2018 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 354,2 | 339,3 |
Resultat af primær drift | 18,0 | 15,1 |
Resultat før skat | 15,4 | 13,0 |
Årets resultat | 14,2 | 12,7 |
Balancesum | 322,3 | 260,1 |
Egenkapital | 124,4 | 109,1 |
Antal ansatte | 191 | 197 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019 |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.