23948sdkhjf

Trods ejer-nedlukning: Inox har stadig nok på lager til kunderne

Den seneste uges tid har den rustfri stålgrossist Inox haft rigtig mange kunder i telefonrøret.

- De ringer ikke kun for at lægge nye ordrer. De er meget interesserede i, om vi tror, at vi stadigvæk har varer til deres næste ordrer. Opkaldene handler meget om forsyningssikkerhed, siger administrerende direktør Henry Hansen, Inox.

Forsyningssituationen i den rustfri stålbranche er under pres. Der bliver ikke produceret rustfrit stål i Spanien og Italien på grund af corona-nedlukningen. Samtidig er også Sydafrika lukket ned, mens der er visse kvoter på stål fra Asien, der først åbner igen 1. juli.

Samlet set giver det en usikker situation og et pres på forsyningssikkerheden for de rustfri stålgrossister.

Giver stigende priser
Inoxs italienske ejer, Valbruna, ligger i Norditalien er midlertidigt lukket ned. Årsagen er situationen i Italien. Nedlukningen påvirker dog ikke Inoxs leveringssikkerhed lige nu.

- Vi har et lager, der er helt intakt for tiden. Vi har bygget et godt lager op, og det vil holde et godt stykke tid. Det hjælper lige nu i situationen, fortæller han.

De nedlukkede værker har dog den konsekvens, at der er opstået en vis mangel på kapacitet, og de værker, der er åbne, har allerede nu lange leveringstider.

- Et resultat vil uvilkårligt være øgede priser, og det ser vi allerede nu. På producentniveau mærker vi stigende priser, siger direktøren.

Han forudser, at et af de områder, hvor der først vil opstå udfordringer med levering er på rørsiden, fordi mange af de store rørleverandører er beliggende i Italien i de berørte områder.

Stort lager på stålværk
Når nedlukningen på et tidspunkt bliver ophævet, kan Inox hurtigt få fyldt lageret op igen. For Valbruna, der er et stangstålsværk, har et stort lager på sit stålværk.

- Stålet, der ligger klar og er færdigproduceret, kan vi hurtigt få hjem. Det er anderledes med produktionsordrerne, fordi her skal maskinerne først startes op igen, siger Henry Hansen.

- En anden faktor, der så spiller ind, er manglen på transportkapacitet. Selv om der igen åbnes hos værkerne vil det være en udfordring at finde biler, uddyber han.

Vigtigt budskab
I øjeblikket kigger grossisten dog ind i en usædvanlig situation.

- Vi forudser på mere eller mindre alle produktområder, at der godt kan komme forskydninger og forsinkelser, men lige nu fungerer det faktisk ganske udmærket for os. Vi synes også, at aktiviteten er fornuftig, siger Henry Hansen.

Han har et budskab til sine kunder.

- Det handler nu om, at vi alle sammen prøver at agere, som vi plejer at gøre, men holde en tæt dialog med hinanden.

Læs mere om: Inox
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078