Sekura Cabins sender hver tredje medarbejder hjem
Randers-virksomheden, der producerer førerkabiner til entreprenørmaskiner, er også blevet ramt af coronakrisen. Det skriver Randers Amtsavis.
Tre af virksomhedens store kunder har lukket helt ned for deres produktion.
- Det skyldes, at de står og mangler komponenter til deres maskiner, fordi deres leverandører, som for en stor dels vedkommende har hjemme i nogle af de hårdest ramte lande i coronakrisen, også er lukket ned. Og når de ikke kan færdigproducere deres maskiner, har de jo heller ikke brug for vores kabiner, siger administrerende direktør Carsten Tønnes til Randers Amtsavis.
Derfor har Sekura Cabins nu sendt 60 ud af 165 medarbejdere hjem i seks uger med løn. Han roser i den forbindelse regeringens hjælpepakke, der netop gør det muligt at få dækket 75 pct. af de hjemsendtes løn.
Originalartikel: https://amtsavisen.dk/artikel/sekura-sender-60-70-ansatte-hjem-i-seks-uger-med-l%C3%B8n