Efter hackerangreb: Desmi er oppe at køre igen

Påskedagene stod på hårdt arbejde hos pumpekoncernen Desmi.
Natten mellem 7. april og 8. april, Skærtorsdag, blev Nørresundby-virksomheden udsat for et hackerangreb, hvor gerningsmændene ville have penge for at genskabe data.
Nu er driften oppe at køre igen, skriver Desmi i en pressemeddelelse.
- Det var en løsesum, som vi under ingen omstændigheder ville betale, siger Group CEO Henrik Sørensen.
- Vi støtter ikke kriminelle.
Ingen betydning for produktionen
Hackerangrebet havde sat sig på koncernens kommunikationssystemer, men ved hårdt arbejde af mange ansatte og eksterne eksperter er systemerne tilbage i drift.
Desmi skriver i pressemeddelelsen, at det heldigvis ikke var er ERP- og økonomisystemerne, der blev angrebet. Det har haft den betydning, at koncernens fabrikker i Kina, Indien, Amerika og Danmark kører som normalt med mindre forstyrrelser.
Der er dog stadig et uklaret spørgsmål.
- Det er højest sandsynligt, at der er blevet stjålet data fra vores systemer, og vi forudsiger, at kriminelle vil prøve at misbruge disse data, siger Henrik Sørensen.