23948sdkhjf

Nu pakker robotten på alle palle-størrelser

SR Pack og Kjærgaard A/S har i fællesskab udviklet en specialdesignet såkaldt RobPal-løsning, hvor en robotcelle med to robotter med enkel skærmbetjening kan håndtere og pakke flere forskellige størrelser paller.

De to virksomheder er begge med i K7 Group, og den fleksible automationsløsning er skabt til en udenlandsk brødproducent. Producenten havde behov for at håndtere både kvarte, halve og hele paller og pakke på de forskellige pallestørrelser i varierende højde.

- Det unikke i det her er, at man med samme type værktøj på robotten håndterer alle pallestørrelser. Det giver fødevareproducenten den store fordel, at pallerne kan køres direkte ud i butikkerne uden ompakning, siger salgschef Daniel Seidlitz fra Kjærgaard A/S.

Krav fra detailledet
Daniel Seidlitz henviser til, at supermarkederne og detail-ledet har skrappe og ofte meget specifikke krav til fødevareproducenterne, når det handler om varemodtagelse. Og med det udgangspunkt er der et stort potentiale i at kunne pakke på forskellige pallestørrelser gennem simpel styring af anlægget og dermed undgå den fordyrende ompakning af varer fra helpaller til mindre pallestørrelser.

- Det er unikt, at denne løsning kan håndtere fire kvartpaller i samme løft og samtidig skifte mellem pallestørrelserne, siger Daniel Seidlitz, der varsler flere løsninger til kvartpaller fra Kjærgaard A/S og K7 Group i den nærmeste fremtid.

I den konkrete løsning til den udenlandske brødproducent løfter den ene robot de fire kvartpaller, de to halve eller en helpalle med samme værktøj og sætter dem på transportbanen, hvorefter den anden robot palleterer kasserne, der kommer fra en kassestacker. Transportbanen er også specieludviklet til opgaven, så det er muligt at transportere alle typer paller.

- SR Pack leverer rigtig mange løsninger til brødindustrien, men da denne opgave lå lidt udenfor SR Packs kompetencer, kontaktede de os, og nu har vi sammen udviklet denne løsning, som vi ser store muligheder i, siger Daniel Seidlitz.

Artiklen er en del af temaet Metalindustrien automatiserer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094