Nyt om navne: Staermose Industry henter erfaren stålmand
Med virkning fra 1. juni er Peder Thestrup Pedersen blevet ansat som ny customer relationship manager hos Staermose Industry. Han tager over efter den tidligere CRM, Ricki Mosegård.
Peder Thestrup Pedersen har 43 års erfaring fra branchen. Senest som ekstern sælger ved henholdsvis Sanistål og Tibnor.
Hos Staermose Industry skal han varetage virksomhedens relationer til de faste samarbejdspartnere, ligesom han skal sikre, at der kommer nye samarbejder til virksomheden.
Staermose Industry har været inde i en rivende udvikling siden finanskrisen. Virksomheden er gået fra specialister i tyndpladeforarbejdning til i dag at tilbyde kunderne en samlet løsning inden for bearbejdning af plade, rør og stålkonstruktioner. Senest er der bygget knap 4.000 kvadratmeter til, hvor en ny 3D-rørlaserskærer er installeret.
Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.