23948sdkhjf

MCH atter klar til at afholde messer

Erhvervsministeriet har opdateret retningslinjerne for messeaktivitet, der nu er omfattet af det regelsæt for antal kvadratmeter per person, som også kendes fra landets stormagasiner og storcentre. Messeaktiviteten i MCH kan således genoptages, og interiør- og designmessen Formland bliver den første messe, der kan slå dørene op i Herning til august.

Administrerende direktør i MCH, Georg Sørensen, hilser ministeriets udmelding velkommen.

- Vi noterer os med stor tilfredshed, at messeaktivitet nu igen er mulig til gavn for dansk erhvervsliv, vores udstillere samt de besøgende indkøbere og fagfolk. Det har stor betydning for vores forretning, da messeaktiviteten udgør hovedparten af den samlede omsætning i MCH A/S, der har været totalt nedlukket siden 11. marts, siger Georg Sørensen i en pressemeddelelse, og tilføjer:

- Vi glæder os over igen at få mulighed for at samle de mange brancher og er nu i dialog med samarbejdspartnere, brancheforeninger og udstillere om hver enkelt messe. Vi ser frem til at kunne bidrage til genstarten af dansk erhvervsliv.

Med 110.000 kvadratmeter fordelt over 15 messehaller samt 10.000 parkeringspladser har MCH mulighed for at sikre den nødvendige plads og de hygiejnemæssige tiltag, der skal til, for at myndighedernes retningslinjer og anbefalinger kan efterleves.

- Vi har under nedlukningen af Danmark arbejdet på scenarier for en ansvarlig og tryg messeoplevelse. Det arbejde vil vi nu intensivere, siger Georg Sørensen.

Artiklen er en del af temaet Industri&fødevarer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079