Tilfredsstillende regnskab fra Nilan
Nilan lukker regnskabsåret 2010/2011 med et tilfredsstillende resultat, men påvirkes dog af en byggesektor under pres.
- Vi ligger på et yderst fornuftigt niveau og driver en sund og solid virksomhed. Tallene kunne naturligvis være bedre, men recessionens uundgåelige konsekvenser taget i betragtning, er vi mere end tilfredse med årets resultat, udtaler CEO Torben Andersen.
Stigende omsætning
Omsætningen for 2010/2011 er steget i forhold til sidste år, og Nilan fortsætter således den stigende tendens på omsætningssiden, ligesom bruttoavancen er steget med 19%. Omsætningen forventes desuden at stige yderligere i det kommende år.
Bruttoresultatet for 2010/2011 endte på 51 mio. kr. sammenlignet med et bruttoresultat for 2009/2010 på 43 mio. kr.
På grund af ledelsens strategi om at sikre fremtidig succes gennem langsigtede investeringer i 2010/2011 er årets resultat lavere end i 2009/2010, hvor man realiserede et overskud på 25,8 mio. kr. mens man i 2010/2011 endte på 17,2 mio. kr.
Fokus på nye markeder og produktudvikling
Nilan trådte i løbet af 2010/2011 ind på en række nye markeder med det formål at kompensere for krisen og sikre et bredere forretningsgrundlag. Dette har medført en række omkostninger til blandt andet menneskelige ressourcer og godkendelser i forhold til de angivne standarder på de enkelte markeder.
Denne strategiske indsats koster på bundlinjen, men forventes at have positiv indvirkning på resultaterne om to til tre år.
Ydermere har virksomheden investeret i nye anlægsaktiver blandt andet for at realisere en forbedring af automatiseringsgraden, der skal sikre, at Nilan står stærkere på et marked, hvor kostoptimering er en nødvendighed.
Dette har resulteret i stigende afskrivninger, ligesom aktivitetsniveauet i forhold til internationale udviklingsprojekter er øget.
- Vi agerer på et marked, hvor den teknologiske udvikling hele tiden flytter sig og giver nye muligheder. Vi har altid været med i front, når det kommer til at overføre de muligheder til udvikling og videreudvikling af produkter og ikke mindst påvirke retningen for arbejdet med fremtidens energiløsninger. Det bliver der ikke ændret på, krise eller ej, forklarer Torben Andersen.