Skærerobot indtager byggepladsen
Odico, der har udviklet en skærerobot til bygge- og anlægsbranchen, har netop landet en aftale med entreprenørkoncernen Arkil.
Der er tale om en ordre på robotten, der lyder af navnet Cut’n Move, der er en løsning til on-site skæring af tegl, fliser og andre byggematerialer direkte på byggepladsen.
Odico har modtaget en ordre på ét styks robot, der skal leveres inden for to til tre uger, fortæller direktør Anders Bundsgaard til Metal Supplys søstermedie Electronic Supply.
Kalder det banebrydende
Robotten bliver leveret i en trailer på byggepladsen og kan betjenes af en medarbejder på pladsen med en iPad.
- En ting er, at vi har udviklet en robot. Det fantastiske ligger i, at vi kan sælge den og så sågar til nogen, der ikke har forudsætninger for at bruge robotteknologi, men alligevel gør det og kan se formålet med robotten, siger Anders Bundsgaard.
Han kalder salget og byggebranchens åbenhed over robotter for ”banebrydende”.
- Mig bekendt er det første gang i verdenshistorien, at der bliver leveret en standard industrirobot på en byggeplads, som en brolægger kan betjene med en Ipad, siger han.
Lavet af standardkomponenter
Arkil og Odico har arbejdet sammen om udviklingen af robotten i 2½ år. Og det har været altafgørende for, at der om en par uger parkerer en trailer med netop Cut ’n Move robotten på en byggeplads i Danmark.
- En hel del teknologi mangler afsætning, når det er udviklet. Derfor er det helt afgørende, at man har en føler ude i virkeligheden i sådan et projekt, siger Anders Bundsgaard.
Foreløbig skal der sendes én robot ud af produktionen i Odense. Men skulle det gribe om sig, er direktøren klar til at sende flere i produktion.
- Robotten er bygget af standardkomponenter fra ABB, der producerer 30.000 robotter om året. Det betyder, at hvis vi pludselig vil bygge 50 modeller af Cut ’n Move, så ringer vi og får komponenterne. Så skal vi bare kopiere vores egen software 50 gange, og det burde kunne lade sig gøre, siger Anders Bundsgaard.