Ny CFO hos Skako
1. januar tiltræder Morten Kofod-Jensen chief financial officer (group CFO) hos Skako.
Han har siden oktober 2018 varetaget rollen som group finance director for Skako-koncernen. Med udnævnelsen indtræder Morten Kofod-Jensen desuden i koncerndirektionen.
- Vi har i bestyrelsen været særdeles tilfredse med Mortens indsats som group finance director, hvorfor vi finder det naturligt at indgå denne aftale. Udnævnelsen markerer samtidig, at bestyrelsen i Skako-koncernen fremover ønsker at have fokus på yderligere ekspansion, M&A-aktiviteter samt et forbedret informationsniveau og forhold til selskabets aktionærer, udtaler Jens Wittrup Willumsen, bestyrelsesformand i Skako, i en pressemeddelelse.
- Skako har i de seneste år været i en positiv udvikling, hvor vi har lagt grundlaget for fremtidig vækst. Covid-19 pandemien har desværre bremset væksten en smule, men vi er klar til at fortsætte på den anden side. Skako er nu i en situation, hvor der i fremtiden kan skabes betydelig værdi for selskabets ejere, og jeg glæder mig til, sammen med Skakos dygtige medarbejdere og ledelse at fortsætte den positive udvikling for Skako, siger Morten Kofod-Jensen.
Koncernledelsen udgøres herefter af Steffen Kremmer, administrerende direktør i Skako Concrete, Lionel Girieud, administrerende direktør i Skako Vibration samt Morten Kofod-Jensen, group CFO i Skako.
Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.