Ny event skal skabe forretninger i olie- og gasindustrien
Den 23. maj mødes virksomheder lige fra operatører over leverandører til servicevirksomheder i olie- og gasindustrien i Esbjerg.
– Virksomheder i olie- og gasindustrien efterspørger netværk for at få nye kontakter og skabe nye forretningsforbindelser. Vores erfaringer fra andre sektorer har vist, at et rent netværksarrangement med planlagte møder er en meget effektiv måde, hvorpå virksomheder kan skabe kontakter, siger Morten Holmager, som er udviklingschef i Offshore Center Danmark.
17 møder på én dag
Hver deltager får selv mulighed for at ønske, hvilke andre deltagere de vil holde et 15 minutters møde med. Her kan virksomhederne afklare, om der er grundlag for et videre samarbejde. Virksomhederne kan nå op til 17 møder på netværksdagen. Det giver dem en enestående mulighed for at få et indblik i, hvilke samarbejdsmuligheder der eksisterer i branchen, som består af tusindvis af virksomheder verden over.
– Det er meget alternativt i forhold til, hvad vi er vant til inden for olie- og gasindustrien, hvor man typisk tager til konferencer, og alt netværk foregår i pauserne. Med OGIB vil vi give virksomhederne mulighed for at komme i kontakt med præcis de forretningsområder, som de ønsker, siger Morten Holmager.
Offshore Center Danmark har haft succes med konceptet bare for havvindmølleindustrien, med eventen OWIB, som har trukket danske og udenlandske virksomheder til Esbjerg fem år i træk. Sidste år deltog flere end 300 virksomheder fra 11 nationer, blandt andre Kina, Frankrig og Tyskland, hvilket der er kommet samarbejdsaftaler, direkte ordrer og mange indledende forhandlinger om fremtidigt samarbejde ud af.
Internationale virksomheder er med
En af de virksomheder, som deltog i OWIB er den danske virksomhed Q-Star Energy, som blandt andet leverer mandskab til både havvindmølleindustrien og olie- og gasindustrien. Efter at have deltaget i vindeventen OWIB tre år i træk, har Q-Star også meldt sig som deltager af OGIB, oplyser Q-Star’s administrerende direktør, Henrik Hansen.
– Formen er rigtig god. Alle ved, hvad de kommer for, og hvorfor de er der. Det er professionelt, og det virker. Vi har fået meget ud af det, og derfor tager vi også med til OGIB. Vi har fået en masse gode og brugbare kontakter. Vi har mødt både nye og gamle forretningsforbindelser, og to kontakter har direkte ført til nye samarbejder. Det er meget effektiv brug af virksomhedernes tid. På en dag får man kontakter med firmaer, som man ellers skulle bruge lang tid på at opbygge. Vi håber at møde nye og eksisterende kunder på OGIB. Det er et godt professionelt set-up, og hvis det bliver ført over i OGIB, har det potentiale fremadrettet, siger Henrik Hansen, som håber, at OGIB vil udvikle sig til at blive en international event ligesom OWIB.
Der er netop åbnet op for tilmeldinger til OGIB, og allerede på nuværende tidspunkt har flere store virksomheder for-registreret sig. Det gælder blandt andre danske virksomheder som Semco Maritime, Danbor Services Ltd. samt internationale selskaber, som norske Statoil A/S, amerikanske Hess, grønlandske Nunaoil og franske Total. Desuden har en delegation af virksomheder fra Angola meldt deres ankomst. Delegationen omfatter blandt andet det nationale olieselskab Sonangol.