Vestas henter ny bestyrelsesformand i Sverige
Det bliver formentlig Sony Ericssons topchef, der skal overtage formandsstolen hos den danske vindmøllekoncern.
Bestyrelsen har nu afsluttet sin søgningsproces og er klar med tre kandidater til de ledige poster.
To svenskere og en finne
Som ny bestyrelsesformand foreslår Vestas’ bestyrelse 56-årige Bert Nordberg, der er president og CEO hos Sony Ericsson og executive vice president i Ericsson-koncernen.
Næstformand ventes at blive 59-årige Lars Olof Josefsson, der indtil slutningen af 2011 har haft titel af president i Sandvik-divisionen Sandvik Mining & Construction. Til den sidste ledige bestyrelsespost har Vestas-bestyrelsen foreslået 51-årige Eija Pitkänen, der er ansat som vice president med ansvar for CSR-aktiviteterne i Telia Sonera.
- Bestyrelsen mener, at de foreslåede kandidater repræsenterer en bred international erfaring inden for virksomhedsledelse, og at kandidaterne vil bibringe bestyrelsen i Vestas Wind Systems A/S en række stærke og forskelligartede kvalifikationer, skriver Vestas i en fondsbørsmeddelelse.