23948sdkhjf

Krisen afblæst hos Ejde Nielsen Værktøjsfabrik

Svendborg-virksomheden er tilbage på niveauet fra før krisen. Nu skal der investeres i stedet for at spare.
For ca. tre måneder siden afleverede Ejde Nielsen Værktøjsfabrik regnskab for 2010/2011, og den viste, at 2009/2010-underskuddet før skat på 3,0 mio. kr. var blevet forvandlet til et overskud før skat på 2,2 mio. kr.

- Vi havde en vækst i omsætningen på 55 %, og fremgangen skyldes hovedsageligt, at vi nu er tilbage i normale omdrejninger efter finanskrisen, fortæller direktør Flemming Ejde Nielsen, der samtidig kan glæde sig over, at medarbejderstaben er vokset til 26 fra de 20, man var bemandet med, da det var lavest.

Mangler kvalificeret arbejdskraft
Og alt tyder heldigvis på, at der ikke blot er tale om et midlertidigt opsving for den fynske værktøjsfabrik. I hvert fald er de tocifrede vækstrater fortsat ind i 2011/2012.

- Vi vokser stadigvæk, vi har en pæn ordreindgang og er faktisk kommet i den situation, at vi har svært ved at skaffe kvalificerede medarbejdere. Og det er en flaskehals. Vi har faktisk været nødt til at sige nej til ordrer, fordi vi ikke kan klare dem med de leveringstider, der kræves, fortæller Flemming Ejde Nielsen, og fortsætter:

- På nuværende tidspunkt ligger vi med en fremgang på 20-25 %. Det er eksisterende kunder, der lægger flere ordrer, men det skyldes også, at vi for 1½ år siden investerede i et stort bearbejdningscenter , som nu er ved at være oppe at køre.

Kigger på investeringer
Han er ikke i tvivl om, at de flotte vækstrater holder ved resten af året, og det betyder, at man nu har mulighed for at tænke mere langsigtet, end det har været tilfældet de seneste år.

- Vi har en pæn ordrehorisont i forhold til for 1½-2 år siden, hvor vi kun lige kunne se nogle få uger frem, og det betyder, at vi nu har større mulighed for at gå ud og se på nyinvesteringer, når kunderne har brug for det, lyder det fra Flemming Ejde Nielsen, der tilføjer:

- Vi har afblæst krisen og fokuserer nu på at komme videre. Vi kigger fremad og skal til at lave investeringsplaner og se på, i hvilken rækkefølge vi skal skifte maskinerne ud.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104