23948sdkhjf

Energiøen i Nordsøen skal forbinde Danmark og Belgiens elsystemer

Belgiske Elia og danske Energinet har indgået aftale om at udføre undersøgelser, der inden årets udgang i 2021 skal kortlægge, om det er muligt og fordelagtigt at forbinde Belgien og Danmark med en elforbindelse via den kommende energiø i Nordsøen.

Aftalen om at udføre de konkrete undersøgelser sker i forlængelse af den politiske samarbejdsaftale, som blev indgået mellem de to landes ministre i sidste uge.

Med underskrivelsen af aftalen mellem Elia og Energinet, er energiøen i Nordsøen nu centrum for undersøgelser af tre mulige elforbindelser til henholdsvis Tyskland, Holland og Belgien, skriver Energinet på sin hjemmeside. 

Energinet samarbejder allerede med tyske og hollandske kolleger om undersøgelser af lignende udlandsforbindelser.

Hvis elforbindelsen mellem Danmark og Belgien bliver til noget, vil den krydse fire landes havvand, og den vil sandsynligvis blive verdens længste jævnstrøms-højspændingskabel.

Stort belgisk behov for havvind

Som mange andre europæiske lande er Belgien i gang med en omfattende grøn omstilling af sit energisystem. Belgien vil lukke helt ned for atomkraft i 2025, og fremtidens grønne energisystem i Belgien er afhængig af energi fra sol og vind.

Med en relativt lille kystlinje og begrænset adgang til havvind i den belgiske del af Nordsøen, har Belgien behov for import af grøn energi. De danske planer om en energiø i Nordsøen er på den måde et oplagt match for omstillingsbehov i Belgien.

- Realiseringen af det belgisk-danske kabel ville være et vigtigt næste skridt på vej mod at gøre vores elsystem mere bæredygtigt. Det ville være første gang, at vores land er forbundet med et nyt elmarked, der ligger længere væk end vores direkte naboer. Takket være hybridteknologien vil vi også have direkte adgang til store vindmølleparker i den nordligste del af Nordsøen, hvor der er en anden meteorologisk dynamik end ud for vores kyster. Det vil sikre en høj grad af forsyningssikkerhed og hjælpe vores energiintensive branche med at fortsætte den grønne omstilling, siger Chris Peeters, som er CEO i Elia.

Energiø i Nordsøen er et transeuropæisk projekt

Energiøen i Nordsøen bliver danmarkshistoriens største anlægsprojekt. Men lige så skelsættende er det, at energiøen som koncept indvarsler en ny æra for storskala havvind i den europæiske grønne omstilling.

En æra, hvor udbygning af havvind helt fra begyndelsen handler om at forløse potentialer, der skal hjælpe hele Europa frem mod et i sidste ende 100 % grønt energiforbrug. 

- En elforbindelse mellem Danmark og Belgien via energiøen i Nordsøen vil være et glimrende eksempel på, at de enorme havvindsressourcer i Nordsøen kan komme til gavn for den grønne omstilling, ikke alene i lande med en stor kystlinje, men også i de store forbrugscentre på det europæiske fastland, siger administrerende direktør for Energinet, Thomas Egebo, og tilføjer:

- Jeg er meget glad for at underskrive denne vigtige og spændende samarbejdsaftale med Elia. Belgien vil blive en helt ny el-nabo for Danmark. Men vores samarbejde med belgierne står blandt andet på skuldrene af det gode og innovative samarbejde, vi har haft med 50Hertz om at etablere Kriegers Flak, idet 50Hertz er et selskab under Elia-koncernen.

Energinet og Elia erklærer i aftalen, at de vil samarbejde om en undersøgelse af en elforbindelse mellem Belgien og Danmark med afsæt i de europæiske mål om 300 GW havvind i 2050.

Om aftalen mellem Elia og Energinet

  • Med aftalen vil Elia og Energinet udføre tekniske og samfundsøkonomiske analyser af en mulig elforbindelse mellem Belgien og Danmark via en energiø i Nordsøen.

  • Arbejdet med analyserne sker med baggrund i den politiske samarbejdsaftale mellem Belgiens og Danmarks klima- og energiministre d. 4. februar 2021 og vil foregå i tæt koordination og samarbejde med de to landes ministerier.

  • Aftalen er i første omgang bilateral, men parterne vil holde muligheder åbne for, at andre lande i regionen med tiden kan indgå i samarbejdet.

  • Undersøgelserne skal i begyndelsen af 2022 føre til, at der kan tages beslutning, om samarbejdet skal fortsætte mere forpligtende frem mod en egentlig realisering af forbindelsen.

  • Med aftalen er energiøen i Nordsøen nu centrum for samarbejder med tre lande om at undersøge mulige udlandsforbindelser: Belgien, Holland og Tyskland. Samarbejdet vedrørende mulige forbindelser til Tyskland og Holland foregår i regi af det internationale konsortium North Sea Wind Power Hub.

Kilde: Energinet

(Forsidefoto: Colourbox)

Artiklen er en del af temaet Industri&Energi.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094