23948sdkhjf

Schneider Electric sætter strøm på tovinget vindmølle

Envision Energy og Schneider Electric Danmark tester nu en Plug’n’play Grid Connection Container til en tovinget 3,6 MW havvindmøller ud for Thyborøn.
Det er dyrt at producere havvindmøller, men en tovinget nyhed kan vise vejen og reducere omkostningerne. Envision Energy er ved at være klar til at teste møllen, som kan gøre vindenergi endnu mere konkurrencedygtig.

Det handler om at sænke omkostningerne ved produktion og opsætning, og der er meget at spare ved at bygge produktionen op omkring moduler, så materialerne i højere grad kommer som samlede enheder.

- Vi lægger et stort ansvar ud til vores underleverandører, men modulerne er med til at gøre det meget hurtigere at samle møllen, så vi sparer mange mandskabstimer, hvilket er med til at reducere omkostningerne ved produktionen, siger Jan Bisgaard, der er senioringeniør i Envision Energy Danmark.

Grid-container fra Schneider Electric
En af de nye moduler, som bliver testet sammen med prototypen er en grid-container, hvor Schneider Electric har samlet det elektriske system med blandt andet transformatorer, 36 kV-anlæg, lavspændings- fordelingstavler og UPS. Containeren er kort sagt en færdig løsning, der fungerer som forbindelsesled mellem havvindmøllens converter-system og el-nettet. Og containerens størrelse er også en fordel i forhold til transport til alverdens offshore vindmølleparker.

- Containeren er en termisk - og korrosionsbeskyttet 20 fods container i de ISO-mål, der passer til containerskibe. Dermed vil transport af containeren følge de normale priser på container-transport, hvilket er billigt i forhold til transport af andet udstyr til offshore vindmølleparker. Vi er selvfølgelig meget stolte af at være med til at udvikle fremtidens havvindmølle, som kan være med til at fremme brugen af vindenergi, siger Joe Andersen, vicepresident for Infrastructure Business i Schneider Electric Danmark.

Kvalitetssikringen af container-modulet sker hos Schneider Electric – så montage, test og idriftsættelse bliver forenklet onsite. Det reducerer montagetiden, hvilket sparer Envision Energy for mandskabstimer og minimerer risikoen for fejl, da grid-systemet i containeren allerede er testet på Schneider Electrics fabrik i Frankrig.

Aerodynamisk fornyelse
Vingerne på den nye havvindmølle er også med til at sikre lavere omkostninger. For det første er der sparet en vinge væk i forhold til de almindelige vindmøller, uden det ifølge Envision går ud over møllens produktivitet. Men selve vingedesignet er også med til at sikre besparelser.

- Vingerne er todelte, så de er mere fleksible. Man kan sikre en mere aerodynamisk position, som kan være meget vigtig i forhold til ekstremsituationer, hvor møllen bliver presset af kraftig vind. Ved at skabe mere aerodynamik viser vores beregninger, at man kan reducere 30 % af belastningen i fundamentet. Det betyder, man kan spare på materialerne og dermed også på produktionen, siger Jan Bisgaard.

Modulerne til prototypen af den tovingede mølle er ved at blive produceret, inden den ifølge planen skal samles i Frederikshavn. Her vil der blive foretaget yderligere test, inden vindmøllen bliver rejst i Envision Energys innovationsområde ved Thyborøn. I første omgang skal containeren testes til 3,6 MW havvindmøller, men testen bliver med stor sandsynlighed udvidet til også at gælde en 6 MW-mølle.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079