Fuld ordrebog: Vestjysk maskinproducent skal bruge 20 nye medarbejdere
Ringkøbing-virksomheden Kallesoe Machinery, der producerer maskiner til træindustrien, er i gang med en seriøs opmanding. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Aktuelt søger man 20 nye medarbejdere i form af elektrikere, montører og klejnsmed – på sigt forventer man endda, at der bliver brug for endnu flere. Når de 20 er ansat, kommer man i alt op på 86 medarbejdere.
Ansættelserne skyldes ganske enkelt, at ordrebogen er fuld hos Kallesoe Machinery.
- Vi har for nylig skrevet kontrakt på to store ordrer til henholdsvis Østrig og Spanien. For første gang nogensinde har vi dog også måttet sige nej til ordrer, fordi vi simpelthen ikke har kapaciteten til at levere, tilføjer salgsdirektør Bruno Kallesøe til Dagbladet Ringkøbing Skjern.
I tillæg til de nye ordrer er man i øjeblikket i gang med produktionen af en stor ordre til det australske selskab Timberlake Australia, som man landede i efteråret 2020.
Originalartikel: https://dbrs.dk/artikel/kallesoe-machinery-i-lem-skal-bruge-20-medarbejdere-her-og-nu-ordrebogen-er-fyldt-op-til-engang-i-2023