Egedal Maskinfabrik får nye ejere – vil fordoble omsætningen
Egedal Maskinfabrik i Tørring i Østjylland vil med nye ejere sætte gang i væksten. Det skal foregå ved at øge produktionskapaciteten betragteligt og dyrke en række markeder i og uden for Europa med fornyet styrke.
Med virkning fra 1. april har det nystiftede selskab Egedal Maskinfabrik Holding ApS overtaget virksomheden, der hidtil har været ejet af Hatting-stifter Olav W. Hansens investeringsselskab af samme navn og den mangeårige direktør og medejer, Niels Fogh, samt fabrikschef Allan Koed Pedersen, der siden 1. januar 2020 har ejet 10 procent af aktierne.
Sidstnævnte indgår også i det nye ejerskab, nu med 40 procent, mens den østjyske erhvervsmand, Keld Sund Nielsen, Hedensted, ejer de øvrige 60 procent.
Allan Koed Pedersen, 33 år, har en baggrund som landbrugsmaskinmekaniker og uddannede sig i 2011 til produktionsteknolog med speciale i produktions- og procesoptimering. Nu tager han springet fra fabrikschef til administrerende direktør.
- Jeg har længe haft drømmen om at blive selvstændig eller medejer af en virksomhed, og det er gået i opfyldelse. At det nu lykkes med Keld Sund Nielsen som kompagnon, er jeg meget taknemmelig for. Han har stor erfaring i at udvikle og optimere virksomheder, og han vil blive en værdifuld sparringspartner for mig. Vi kender hinanden, har en god indbyrdes kemi og vil hurtigt kunne nå til enighed og træffe de nødvendige beslutninger, siger Allan Koed Pedersen i en pressemeddelelse.
Tidligere ejer i ny nøglerolle
Egedal Maskinfabrik producerer maskiner til planteproduktion i skovbrug og planteskoler og råder over 4.500 kvadratmeter bygninger, hvoraf cirka 1.000 kvadratmeter er udlejet.
Allan Koed Pedersen vil med afsæt i ledelsesværktøjet 5S fortsætte arbejdet med at systematisere og effektivisere produktionen, så potentialerne på en række eksportmarkeder kan udnyttes.
De nye ejere har indgået en aftale med Niels Fogh, 62 år, om at fortsætte i en stilling som salgsdirektør, og dermed får Egedal Maskinfabrik gavn af hans kendskab til og netværk i nichen skovplanteskoler i en række lande. Han kom til som sælger i 1982 og blev senere i samme årti sat i spidsen for at opdyrke eksportmarkeder i Østeuropa efter de politiske omvæltninger. Langt hovedparten af Egedals maskiner afsættes på eksportmarkederne, foruden flere østlande blandt andet i USA, Canada, Japan, Australien og New Zealand.
- Trods coronakrisen har vi masser af ordrer. Tidens fokus på klima, skove og grønne områder smitter positivt af på os, og derudover ser vi store muligheder i at levere maskiner til plantning af træer i de dele af Centraleuropa, primært Tyskland, Tjekkiet og Østrig, som er hårdt ramt af skovdød som følge af angreb af barkborebiller. Genplantningen af skovarealer vil strække sig over adskillige år, siger Niels Fogh.
Egedal beskæftiger cirka 20 medarbejdere.
Vil fordoble omsætning på tre år
Egedal Maskinfabriks nye hovedaktionær, Keld Sund Nielsen, rådgav Allan Koed Pedersen, da han blev medejer af virksomheden for godt et år siden. Den unge fabrikschefs arbejde med at udvikle produktionen efter 5S og andre Lean-principper har imponeret ham.
- Allan er en dygtig produktionsmand, og han påtager sig nu at lede hele virksomheden, hvad jeg er overbevist om, at han vil være den rigtige person til. At Niels Fogh derudover har sagt til at indtræde som salgsdirektør og kan koncentrere sig 100 procent om den funktion betragter jeg som en enorm gevinst. Vi skal nu til at udnytte de store potentialer i Egedal, og jeg forventer, at vi inden for tre år vil være i stand til at fordoble omsætningen, siger Keld Sund Nielsen.
Keld Sund Nielsen solgte i 2014 Teknisk Gummi Horsens til den tyske Böttcher-koncern og har siden investeret i danske produktionsvirksomheder med vækstpotentiale, enten ved turnaround eller ved øget salgsaktivitet. Han indtræder i bestyrelsen sammen med den nye direktør og med den kendte erhvervsmand, Leif Dambo Jensen, som formand. De afløser Olav W. Hansen og den mangeårige direktør i hans investeringsselskab, Ole Steffensen.