23948sdkhjf

Translyft på opkøb i Tyskland: Får en komplet portefølje

DE-Lyft Hebetechnik GmbH er resultatet og kulminationen af mere end 20 års tæt samarbejde mellem ADE-Werk i Offenburg i Tyskland, og Translyft i Dybvad i Danmark.

Den nordjyske virksomhed har nemlig købt den del af ADE, som producerer lineært drevne løfteborde (spindel).

Det vil man nu kombinere med Translyfts egen portefølje af hydrauliske løfteborde.

- Når de kombineres, er det vores opfattelse, at dette vil være den mest komplette løftebordsportefølje på markedet, der dækker både hydraulik, spindelsystemer, rustfri stål, ATEX og så videre, som kunderne fra både ADE og Translyft vil få stor gavn af i fremtiden, siger Jens Egelund, CEO og medejer af Translyft.

Fokus på salg og konstruktion

Han fortæller, at Translyft får fem nye medarbejdere med i købet, hvoraf de to er konstruktører.

- En af de primære interesser for at gå videre med det her er, at spindel-bordene er en teknologi, der ikke er så mange på markedet, der behersker – primært nogle få tyske. Derfor er det også to konstruktører, der følger med, så vi kan sikre al den knowhow, der ligger, og at vi kan blive ved med at konstruere dem. Det at producere dem føler vi os noget mere komfortable med at gøre oppe i Danmark. Så det giver ligesom et ekstra viden-ben i vores portefølje, forklarer Jens Egelund.

Translyft har i et stykke tid set en stigende efterspørgsel på spindel-borde, da flere og flere kunder efterspørger både øget præcision og pålidelighed, samtidig med, at de undgår olie og minimerer støjforurening. Og de er villige til at betale de ekstra omkostninger.

Det forventes også, at dette kan udnyttes yderligere i Translyfts stadigt voksende portefølje af løfteborde i rustfri stål, efterhånden som fødevare- og medicinalvirksomheder bliver mere og mere opmærksomme på de ekstra fordele, som bedre ergonomi og halvautomatisering giver i deres produktion.

Vil fordoble tysk salg

ADE ser en mulighed i at fokusere yderligere på deres kernekompetencer inden for drevteknologi, hvilket vil give dem mulighed for at investere og udvikle denne del af virksomheden mere målrettet.

- ADE er glad for at have fundet en partner i Translyft, som er engageret i løfteteknologi og har løfteborde som kernen i deres forretning, og vi kan derfor være sikre på, at vores kunder inden for løfteteknologi, fortsat vil være i gode hænder, siger Ralf Schaufuss, administrerende direktør for ADE-Werk.

For Translyft giver opkøbet en række fordele på det tyske marked. ADE-Werk har nemlig både været mangeårig aftager af hydrauliske løfteborde fra Translyft, men altså også sideløbende produceret egne produkter.

- Vi har altid været meget påpasselige med ikke at putte vores tyske forhandlere i en svær position, og ADE var en af dem. Det synes vi egentlig, vi kommer rimelig elegant omkring her. I stedet for at risikere noget marked for dem, går vi ind og tilbyder dem en hel del ekstra i form af en portefølje, som vi ikke tidligere kunne, forklarer Jens Egelund.

Han forventer da også, at det kommer til at øge Translyfts salg en hel del på det tyske marked.

- I dag udgør Tyskland omkring 12-15 procent af Translyfts salg, og det står til en mulig fordobling med det her på helt kort sigt, konstaterer han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079